Imam Musa Alkadhim

Den Niende Ufejlbarlige

Den Ærbare Tjener

Imam Musa Alkadhim (Fred være med ham)

Navn: Musa.

Titel: Alkadhim

Epitet: Abu Ibrahim

Faderens Navn: Imam Jaffar Alsadiq

Moderens navn: Hamidah al-Barbariyyah.

Fødsel: I Abwa (mellem Mekka og Medina), søndag d. 7. Safar, år 128 E.H.

Dødsinfo: Døde som 55-årig i Bagdad, d. 25. Rajab, år 183 E.H.; han blev forgiftet af Harun al-Rashid, og begravet i al-Kadhimiyyah, Bagdad.

Den hellige Imam, Musa Alkadhim (as), er den syvende hellige Imam. Hans epitet var Abu al-Hassan og hans berømte titel var Alkadhim. Hans uforlignelige hengivenhed og underkastelse til Skaberen, gjorde ham fortjent til titlen al-Abd al-Salih (Den Ærbare Tjener). Generøsitet var synonymt med hans navn, og ingen tigger gik tomhændet væk fra hans dør. Selv efter sin død, forblev han imødekommende og gavmild overfor sine tilhængere, som besøgte hans grav med bønner og ønsker, som uforanderligt blev opfyldt af Allah (swt). På denne måde gjorde han sig fortjent til endnu en titel, som Baab al-Hawidj (Døren for behovenes opfyldelse).

Forældre

Imam Musa Alkadhim (as) var søn af Imam Jaffar Alsadiq (as), den sjette Imam. Hans moders navn var Hamidah, hun var datter af en ædel og nobel mand.

Barndom

Imam Musa Alkadhim (as) tilbragte tyve af sine hellige år, under sin faders elskværdige beskyttelse. Hans arvende genialitet og forunderlige egenskaber, forenet med den belysende vejledning og lære fra den hellige Imam Jaffar Alsadiq (as), viste sig, at blive manifesteret i hans fremtidige personlighed. Han havde fuldendt kendskab til den Guddommelige lære, selv i sin tidlige barndom.

Allamah al-Majlisi fortæller, at Abu Hanifa havde ønsker om at være i Imam Alsadiqs (as) tilstedeværelse, for at udspørge ham om nogle religiøse anliggender. Imam Alsadiq (as) lå og sov, men Abu Hanifa forblev ventende udenfor huset, indtil Imam Alsadiq (as) vågnede op. I mellemtiden, gik Imam Musa Alkadhim (as), som dengang var fem år gammel, udenfor huset. Efter at Abu Hanifa havde sendt ham mange komplimenter, spurgte han ham:

”O søn af Allahs Sendebud! Hvad er din mening omkring mandens gerninger? Gør han dem selv, eller er det Gud, der lader ham gøre dem?”

”O Abu Hanifa”, svarede den femårige Imam, med den typiske tone, som hans forfædre havde, ”manden gerninger er begrænset indenfor tre muligheder. For det første, at Gud alene gør dem, mens manden forekommer ganske hjælpeløs. For det andet, at både manden og Gud deler skylden i handlingen. For det tredje, at manden udfører dem alene. Nuvel, så antager vi, at den første mulighed var sand, så ville det vise hvor uretfærdig Gud er, når han straffer sine skabninger for noget, de ikke har gjort. Og hvis den anden mulighed er forekommer acceptabel, så gør Gud sig uretfærdig, ved at straffe manden for noget, som Han selv har været skyld i. Men uhensigtsmæssigheden forekommer indlysende ved Guds sag. Ved dette, kan vi udlede, at vi naturligvis bliver efterladt med det tredje alternative problem, at manden forekommer absolut ansvarlig for sine handlinger.”

Lederskabet

Den Hellige Imam Ja’far al-Sadiq (as) døde d. 25. Shawwal, år 148 E.H., og fra selv samme dato, overtog Imam Musa al-Kadhim (as) Det Hellige Lederskab, som den syvende Imam. Hans Lederskabsperiode fortsatte i 35 år. I sit første årti som Imam, kunne Imam Musa al-Kadhim (as) udføre sine ansvarligheder på fredelig vis, og han forblev med at forkynde Den Hellige Profet (sa)’s lære. Men ikke længe efter, blev han et nemt offer for de herskende konger, og han tilbragte en mægtig del af sit liv i fangenskab.

Politiske forhold

Imam Musa Alkadhim (as) levede under livsvigtige tider under de herskende og despotiske Abbaside-konger, som markerede den islamiske verden med deres tyranniske og ondskabsfulde administrationer. Han bevidnede al-Mansur ad-Dawaniqi, al-Mahdi og Harun al-Rashids riger. Al-Mansur og Harun al-Rashid, var despotiske konger, som satte en stor mængde af Profetens (sa) Efterfølgere under sværdet. Tusindvis af disse martyrer blev begravet levende inde i vægge, eller sat i hæslige mørke fængsler, indtil døden tog dem. Disse fordærvede kaliffer kendte til ingen medlidenhed, nåde eller retfærdighed, og de dræbte og torturerede for at nyde de uskyldige menneskers lidelser.

Den hellige Imam (as) blev reddet fra al-Mansurs tyranni, fordi kongen var optaget med sit projekt, der gik ud på at opføre Bagdads nye by, og på denne måde, havde han ikke tid til at vende opmærksomheden mod Imamen. I år 157 E.H. var Bagdad færdigbygget. Denne nyhed fulgtes af al-Mansurs død et år efter. Efter al-Mansur, kom hans søn al-Mahdi og besteg tronen. I flere år forblev han ligeglad med Imam Alkadhim (as). Da han i år 164 E.H., rejste til Medina, og hørte om det mægtige omdømme, som Imamen havde tilegnet sig, kunne han ikke klare sin misundelighed, og gnisten af hans forfædres had mod Ahlulbayt (as) tændtes på ny. Han tog Imam Alkadhim (as) med sig til Bagdad, og fængslede ham dér. Men efter et års tid, indså han, at han havde begået en alvorlig fejltagelse, og lod Imam Alkadhim (as) slippe fra fangenskabet. Al-Mahdi blev efterfulgt af al-Hadi, som kun levede i et år. I år 170 E.H., besteg abbasidernes mest ondskabsfulde og tyranniske kalif Harun al-Rashid tronen. Det var under hans rige, at Imam Musa Alkadhim (as) tilbragte størsteparten af sit liv i fængsel.

Moralske og Etiske Færdigheder

Hvad angår hans moralske og etiske færdigheder, nævner den store sunnimuslimske lærd, Ibn Hajar al-Haytami:

”Den tålmodighed og overbærenhed, som Imam Musa Alkadhim havde, var i sådan en størrelse, at han var blevet skænket titlen Alkadhim (den, der sluger sin vrede). Han var legemliggørelsen af dyd og generøsitet. Han helligede sine nætter med tilbedelse til Gud, og sine dage med fasten. Han tilgav altid de, der gjorde ham ondt.”

Hans venlige og gavmilde attitude overfor folket, var i sådan en mægtig omfang, at han plejede at beskytte og hjælpe de fattige og nødlidende i Medina, og levere penge, mad, tøj og andre midler til livets opretholdelse, i al hemmelighed. Det fortsatte med at forblive en gåde, for dem, som nød af de gaver gennem Imam Alkadhims (as) livstid; for de spurgte altid, om hvem deres velgører var, men hemmeligheden blev ikke afsløret, indtil efter hans død.

Litterær Opnåelse

Tiderne og omstændighederne, tillod ikke den hellige Imam Musa Alkadhim (as), at etablere institutioner, for at bibringe de religiøse kundskaber til hans tilhængere, som hans fader Imam Jaffar Alsadiq (as) og hans bedstefader Imam Mohamad Albaqir (as) havde gjort. Det var aldrig tilladt ham at adressere en forsamling. Han bar sin hellige mission og prædikede og retledede menneskene i stilhed.

Døden

I år 179 E.H., besøgte Harun al-Rashid Medina. Ilden af ondskabsfuldhed og misundelighed overfor Ahlulbayt (as) antændtes i hans hjerte, da han bevidnede den store indflydelse og popularitet, som den hellige Imam (as) nød blandt menneskene. Han lod Imamen arrestere, mens han var i gang med sin bøn ved siden af den hellige Profets (sa) gravplads, og lod ham fængsle i Bagdads fangenskab i fire år. Den 25. Rajab, år 183 E.H., forgiftede han Imam Musa Alkadhim (as). Selv hans lig var ikke ladt i fred, den blev overøset med ydmygelse og taget ud af fængslet og smidt på Bagdads bro. Det lykkedes for hans tilhængere, at lade hans hellige krop hvile i al-Kadhimiyyah i Irak.

Forrettelser fra Imam Alkadhim (as)

Imam Alkadhim (as) sagde engang:

”Ingen almisse er på lige højde med det, at man giver en hjælpende hånd til den svage.”

”Bekymr dig ikke om at lære noget, som ikke gør dig ondt, og tilsidesæt ikke at lære noget, hvis tilsidesættelse vil forøge din uvidenhed.”