Imam Ali Alredha
Den Tiende Ufejlbarlige
Sultanen
Imam Ali Alredha (Fred være med ham)
Navn: Ali
Titel: Alredha
Epitet: Abul-Hasan.
Faderen Navn: Musa Alkadhim
Moderens Navn: Ummul-Baneen Najmah.
Fødsel: I Medina, torsdag d. 11. Dhul-Qi’dah, år148 E.H.
Dødsinfo: Døde som 55 årig i Mashhad (Khorasan), torsdag d. 17. Safar, år 203 E.H.; forgiftet af al-Ma’mun, den Abbasidiske kalif; begravet i Mashhad (Iran).
Imam Ali Alredha (as) voksede op under den hellige vejledning af hans fader i 35 år. Hans egen indsigt og klarhed i de religiøse anliggender, forenet med den fortræffelige træning og lære af hans fader, gjorde ham unik i sin spirituelle lederskab. Imam Ali Alredha (as) var gudfrygtighedens levende eksempel, som han havde arvet fra den hellige Profet (sa) og ridderligheden, samt generøsiteten, som han havde arvet fra Imam Ali (as).
Arveret
Imam Musa Alkadhim (as), var opmærksom på den konfliktsøgende regering, som sad på magten og som var imod ”Lederskabet”, og derfor, erklærede sin søn Imam Alredha (as) som arvetager af lederskabet, foran 171 fremstående religiøse mennesker, og beordrede sine sønner og resten af familien, om at være lydige overfor Imam Alredha (as) ved alle anliggender. Han efterlod sig også et afskedsbrev, hvori han erklærede Imam Alredhas (as) lederskab, som var underskrevet og godkendt af ikke mindre end seksten prominente personer. Alle disse nødvendige skridt, var taget af Imam Musa Alkadhim (as), for ikke at skabe forvirring efter sin død.
Lederskabet
Imam Musa Alkadhim (as) blev forgiftet, mens han stadig var i fængsel, og døde d. 25. Rajab, år 183 E.H., og på selv samme dag, blev Imam Ali al-Redha (as) erklæret som den ottende Imam for den muslimske verden. Imam Ali Alredha (as) havde den store opgave foran ham, om at frembringe den bedste fortolkning af den hellige Koran; især under de mest uholdbare tider, under herskeren Harun al-Rashid. Mange, der underkastede sig troen, blev sat i fængsel, og de, der var frie og ikke kunne fængsles, blev tortureret og led grusomt. Imam Alredha (as), gjorde præg for sit eksempel over tiden, ved at bære Profetens (sa) mission på fredelig vis, selv under de mest kaotiske perioder, og det var for det meste, for hans indsats, at den hellige Profets (sa) lære og efterfølgere sømmede sig for spredelse.
Imam Alredha (as) arvede mægtige egenskaber fra sine forfædre. Han var en alsidig talentfuld person, og mestrede flere sprog. Ibn al-Athir al-Jazari skrev, at Imam Alredha (as) uden tvivl var det andet århundredes mægtigste i kloghed, helgen- og lærdstatus.
En dag, på sin vej til Khorasan, da Imam Alredha (as) var taget med magt af al-Ma’muns vagter fra Medina, ankom han på hesteryg til Naysabur. En stor folkeskare samledes omring ham og alle vejene var overfyldt, i ønske om at mødes og ses med den mægtige Imam Alredha (as). Abu Dhar’ah ar-Razi og Mohammad søn af Aslam at-Tusi, de to mægtige lærde, gik ud til folkeskaren og bønfaldt Imam Alredha (as) om at stoppe op, så de troende kunne høre hans stemme. De opfordrede også Imam Alredha (as) om at adressere forsamlingen. Imam Alredha (as) modtog denne opfordring med et smil, og i sin korte tale, fortalte han folkeskaren, om den sande fortolkning af la illaha illa Allah (Der er ingen anden gud end Allah). Ved at citere Allah (swt), fortsatte han med at fortælle, at den kendte vidnesbyrd, er Guds fæstning, og hvem der end indtrådte denne fæstning, ville blive reddet fra Hans vrede.
Han stoppede op et øjeblik og begyndte derefter at fortælle, at det krævede flere betingelser, at indtræde fæstningen, og den mægtigste af alle betingelserne, var den oprigtige og fuldstændige lydighed til Imamen; og med dristighed og oprigtighed, forklarede, at enhver ulydighed mod Profeten (sa) og hans efterfølgere, vil fratage en retten fra indtrædelsen til fæstningen. Den eneste vej, til at gøre sig fortjent til Den Almægtige Allahs tilfredsstillelse, var gennem handlingen, om at adlyde Profeten (sa) og hans afkom (as), og det var den eneste vej til frelse og udødelighed.
Den ovenstående hændelse fortæller kort om den mægtige popularitet, som Imam Alredha (as) havde gjort sig fortjent til, samt kærligheden, loyaliteten og muslimernes inderligste respekt, som de skænkede den hellige Imam (as). Kongen Al-Ma’mun var bevidst med det faktum, at han ikke ville overleve længe, hvis han ikke også viste sin loyalitet til den mægtige leder. Hans efterretningstjeneste gjorde det klart for deres konge, at den iranske befolkning havde givet deres oprigtige og fuldeste loyalitet til Imam Ali Alredha (as), og den eneste måde, hvorpå han kunne vinde deres hjerter, var ved at lade som om, at han respekterede og havde sympatiske holdninger overfor Imamen (as). Al-Ma’mun var meget skarpsindig; han udrettede en plan, om at invitere Imam Alredha (as), for at gøre ham til tronarving. Imam Alredha (as) blev tilkaldt af nogle royale forordninger, og var tvunget til at forlade Medina – hvor han levede et fredeligt liv – og var blevet introduceret til al-Ma’muns royale domstol.
På sin ankomst, viste al-Ma’mun ham sin bedste gæstfrihed og enorme respekt, og sagde så til ham:
”Jeg vil gerne komme af med denne Khilafah og skænke dig den.”
Men Alredha (as) afviste hans tilbud. Derefter gentog al-Ma’mun tilbuddet via brev:
”Hvis du afviser det, som jeg har tilbudt dig, så må du acceptere at være tronarvingen efter mig.”
Igen, afslog Imam Ali Alredha (as) tilbuddet på det bestemteste. Al-Ma’mun tilkaldte Imam Ali Alredha (as). Han var sammen med al-Fadl søn af Sahl, manden, med de to poster (dvs. den militære og civile del). Der var ingen andre i forsamlingen. Al-Ma’mun sagde til Imam Ali Alredha (as):
”Jeg syntes det var formålstjenligt at investere i din myndighed over muslimerne, så jeg kan genopleve mig selv fra ansvarlighederne, ved at skænke dem til dig.”
Da Imam Ali Alredha (as) igen afslog tilbuddet, brød al-Ma’mun i vrede og truede ham for sin nægtelse. I sin tale sagde han:
”Omar søn af al-Khattab lavede en samrådskomite. Blandt dem, var din forfader Imam Ali, De Troendes Leder. Omar stipulerede, at enhver der gik imod afgørelsen, burde henrettes. Så, der er ingen udvej, end at acceptere det, som jeg ønsker af dig. Ved dette, ønsker jeg at se borte fra din nægtelse.”
Som svar, sagde Imam Ali Alredha (as):
”Jeg er enig i, at du ønsker mig, hvad angår tronfølgen, men jeg accepterer det kun på disse betingelser, at jeg ikke leder, ej beordrer jeg, ej giver jeg lovlige afgørelser, ej dømmer jeg, ej afskediger jeg, ej ændrer jeg ved noget, som forholder sig ved denne tid.”
Al-Ma’mun accepterede alle betingelserne. Da dagen kom, hvor al-Ma’mun beordrede, at man skule afgive sin troskabsed til Imam Alredha (as), sagde én af Imamens tætteste mænd:
”Den dag, stod jeg foran ham. Han kiggede på mig, mens jeg var glad over det, der skete. Han signalerede, at jeg skulle komme tættere på ham, og fortalte mig, at ingen kunne høre os: Lad ikke hjertet være optaget af denne sag, og vær ikke glad over det. Det er noget, som ikke ville blive opnået.”
Ved at citere al-´Allamah ash-Shibli fra sin bog al-Ma’mun, får vi en klar forståelse for, hvordan al-Ma’mun ønskede at tilbyde lederskabet til Imam Alredha (as).
”Før året 200 E.H., havde al-Ma’mun tilkaldt Abbasiderne. 33.000 Abbasider takkede ja til invitationen, og de indtrådte som royale gæster. I løbet af deres ophold i hovedstaden, kiggede han nøje på deres egenskaber og kunnen, og konkluderede, at én af dem, ville være hans tronarving. Derfor, talte han til dem alle i en forsamling i året 201 E.H., sigende, at ingen af Abbasiderne måtte arve tronen efter ham. Han krævede, at man afgav troskabsed til Imam Ali Alredha (as), og erklærede for folket i selv samme forsamling, at de fremtidige royale klæder bør være grønne, farven, der symboliserede Imamernes klæder. En royal bestemmelse blev udsendt, hvori det var erklæret, at Imam Ali Alredha (as) ville overtage lederskabet efter al-Ma’mun.”
Selv efter lederskabserklæringen, da mulighederne åbnede sig for Imam Ali al-Redha (as), hvor han kunne leve et glimrende royalt liv, nægtede han at nyde de materielle behageligheder, og hengav sig selv i at bibringe det sande Islamiske koncept, som tog udgangspunkt i Profeten (sa) og den hellige Koran. Han tilbragte det meste af sin tid i at bede og tjene folket.
Ved at tage fordel af de koncessioner, som var givet ham, pga. af hans fortrinlige status og ophøjede stilling i den royale domstol, organiserede han møder, hvori han bragte sørgemindet om martyrerne i Karbala og deres genvordigheder. Disse møder blev først afholdt i Imam Mohamad Albaqir og Imam Jaffar Alsadiqs (as) tider, men Imam Ali Alredha (as) gav møderne nogle nye skub, hvori han tillod digterne, at skrive følelsesmæssige digte, der gengiver de moralske aspekter, som hændte i tragedien og lidelserne, som Imam Husseins (as) og hans venner blev ramt af.
Døden og begravelsen
Al-Ma’mun var rædselsslagen over den mægtige popularitet hos Imam Ali Alredha (as), og han havde kun givet ham tronen, så Imam Ali Alredha (as) kunne fuldføre hans inderlige og mest ambitiøse ønsker og skabelser, og tillade Imamen, at falde i hans dystre fældefyldte planer. Men Imam Ali Alredha (as) nægtede at godkende disse planer, som var i modstrid med islam. Ved dette, blev al-Ma’mun rasende, og besluttede at se til sin egen popularitet og tilsikre sig egen overlevelse, ved at handle efter de gamle traditioner, ved at dræbe Imam Ali Alredha (as). Han ønskede at begå drabet på en spidsfindig måde, så han inviterede Imam Ali Alredha (as) middag, og lod ham spise af forgiftede druer.
Imam Ali Alredha (as) døde d. 17. Safar året 203 E.H., og han blev begravet i Tus (Mashhad), og hans prægtige helligdom siger meget, om den mægtige personlighed, som Imam Ali Alredha (as) besad. Utallige muslimer besøger hans helgengrav hvert år, og bringer deres inderligste hyldest til Imam Ali Alredha (as).
Forrettelser fra Imam Alredha
Imam Ali al-Redha (as) sagde engang:
”Ved at gøre de syv ting, uden at gøre de syv andre, er forhånelse: At søge verbal tilgivelse hos Allah, uden at angre det i hjertet; at søge Allahs hjælp, uden at foretage nogen indsats; at finde en fast forsæt om at gøre noget, uden at tage de fornødne forholdsregler; at spørge Allah om Paradiset, uden at udholde de forbindende trængsler; at spørge Allah om at befri sig selv fra Helvedet, uden at afholde sig fra begæret; at ihukomme Allah, uden at forvente Hans møde.”