Hulens beboere

Allah (swt) siger i Koranen:

”Eller mener du, at Hulens og Indskriftens folk var et under blandt Vore tegn? Da de unge tog deres tilflugt til hulen og sagde: Vor Herre, giv os barmhjertighed fra Dig ogskænk os retledning i vor sag. Så forseglede Vi deres ører i hulen et vist antal år. Derpåvakte Vi dem, så at Vi kunne vide, hvilket af det to partier var bedst til at beregne tid,de havde dvælet (i hulen). Vi beretter dig nu deres historie i overensstemmelse medsandheden: De (der boede i hulen) var unge mænd, som troede på deres Herre (alene),og Vi skænkede dem øget retledning. Og Vi styrkede deres hjerter, da de stod op og sagde: Vor Herre er himlenes og jordens Herre. Vi vil aldrig påkalde nogen (anden) gud ved siden af Ham. (Om vi gjorde det) ville vi visselig sige noget uhyrligt.”[1]

I Rom distriktet reagerede en konge, som var meget venlig mod sit folk. Han reagerede i lang tid, og indbyggerne levede i fred og velstand.

Da kongen derefter døde, opstod der konflikter mellem hans indbyggere, og det blev årsagen til deres ulykke. Deres nabolands konge, Daquis, tog derefter landet til sit kongerige.

Daquis byggede et pragtfuldt palads til sig selv og dekorerede det med al mulige udsmykninger. Han udvalgte seks kloge og velkvalificerede mænd iblandt menneskene fra det erobrede land og gjorde dem sine ministre. Derefter forpligtede han folket til at tilbede ham som deres herre. De uvidende mennesker accepterede ham som deres herre, og de begyndte med at tilbede ham ved at knæle ydmygt for ham.

På samme vis passerede tiden indtil de blev tid til Festivalsdagen. Kongen, ligeså vel som hans tjenestefolk og de generelle borgere, deltog med stor begejstring. Mens alle nyd festivalens fejren, kom et sendebud for at give kongen et brev. Så snart kongen læste meddelelsen, ændredes hans ansigtsfarve på grund af en truende katastrofe, som snart ville overgå ham og hans kongerige. I brevet stod der, at Persiens Kejser havde udsendt hære, som allerede var nået Roms grænser og var på vej mod hovedstaden.

Da en af de seks ministre opdagede Kongens underlige ansigtsudtryk, efter at have set vreden og smerten i hans ansigt, kastede han et hurtigt blik på sine fem kollegaer med en betydningsfuld forespørgsel, og de besvarede ham med deres betydningsfulde blikke.

På denne måde var de, de eneste, som havde dechifreret, at der snart ville ske en stor historisk begivenhed.

Da festen blev færdig, vendte alle mennesker hjem igen. Selv ministrene gik hjem, hvor de plejede at indkalde til møde. Da de alle sad sammen, talte de om den samme ting, de tidligere havde set.

En af dem sagde:

”Så I ikke kongens ulykkelige ansigt? Han påstår at være folkets herre, som han behandler som sine slaver. Var han virkelig folkets herre, burde han ikke være blevet så tilstrækkeligt bekymret efter at have modtaget det uventede, ubehagelige brev. Denne tilstand af hjælpeløshed har givet os meget stof til eftertanke, og nu er vi skeptiske over at tro, at han virkelig er menneskernes herre.

O mine kollegaer! Sandelig er vi stødt på et stort problem. Hvem har bygget dette vidunderlige firmament, og hvem har oversået de strålende stjerner i det? Ved hvem kan solen og månen bevæge sig rundt i deres baner?

Hvorfor skulle jeg gå længst borte og tale om solen og månen? Hvorfor skulle jeg ikke tale om mig selv? Hvorfor skulle jeg ikke spekulere over, hvem det er, der har ladet mig eksistere i min moders mave, og den, der bragte mig ud og skaffede mig midler til livets opretholdelse lige så vel som fysisk styrke?

Jeg er nu positivt overbevidst om, at alt dette er blevet udrettet af den Almægtige Gud, Som er Verdenernes Herre, og denne Mægtige Herre kan ikke være Daquis! Allah er langt over, hvad denne ubetydelige skabnings intellekt kan begribe.

O mine venner! Vores liv har været en skam, efter at vi har været Daqius’ slaver, og dette kan ikke fortsætte. Lad os frifinde os selv fra alle verdslige ting, fornøjelse og overdådighed, samt hellige os selv til Allahs tilbedelse og søge Hans Tilgivelse af vores synder!”

Denne vise mand sagde de her ting på sådan en kraftfuld måde, at alle hans kollegaer blev meget imponeret. Alle seks besluttede sig at flygte fra dette land og føre et afskærmet liv i en ufrugtbar og forladt sted, hvor de ville vie dem selv til Allahs tilbedelse.

På den næste dag flygtede de seks venner hemmeligt fra deres hjem og begav sig hen mod det forladte sted. Da de nåede frem til en strækning på fem mil fra deres hjem, mødte de en fårehyrde, som passede nogle får. De bad ham om noget vand at drikke.

Fårehyrden svarede:

”Jeg kan fra jeres ansigter se ædelmodighed og fromhed. Hvem er I, og hvor skal I hen?”

De svarede:

”Vi er kongens seks ministre, men vi har givet afkald på vore stillinger hos myndighederne. Vi er på vej til en afskærmet sted, hvor vi vil hellige os selv til Allahs tilbedelse, verdenernes Herre, for sandelig har tilbedelsen af Daquis ødelagt os spirituelt og vi har oplevet de dårlige effekter på vore sjæle!”

Fårehyrden sagde:

”Jeg har også samme mening, og jeg ønsker, jeg kunne ledsage jer på jeres rejse og tilbede Allah (swt) sammen med jer!”

De gik med til fårehyrdens forslag. Han tilbageleverede sin flok får til ejeren og ledsage dem på deres rejse. Fårehyrdens hund fulgte efter dem. De protesterede imod, at hunden skulle tage af sted med dem, da de frygtede dens gøen ville spore til deres opholdssted. De sagde:

”Vi burde hellere forlade denne hund og derefter fortsætte vores rejse.”

Således prøvede de hårdt på at efterlade hunden bag dem, men hunden fortsatte med at følge efter sin ejer. De havde ingen andre valg end at tillade hunden at ledsage dem.

Fårehyrden tog sine seks ledsagere til en lille bakke. På dens anden side var der en dal med grønne områder og frugtbærende træer. Der var også floder, der strømmede gennem dalen. En behagelig brise fejede over den. De spiste af frugterne, drak af vandet og derefter gik de ind i bjerggrotten, som bliver kaldt for Kahf.

En sols lysglimt strømmede ind i grotten gennem en åbning. De slappede lidt af i en stund, og derefter blev de optaget af at tilbede Allah (swt).

Den lange søvn

”Og således oprejste Vi dem, for at de kunne spørge hinanden indbyrdes. En af dem sagde: Hvor længe har I dvælet (her)? De sagde: Vi har været her en dag eller noget af en dag. (Andre) sagde: Jeres Herre ved bedst hvor længe I har opholdt jer her. Send derfor en af jer til byen med disse jeres mønter og lad ham se, hvilken føde er renest.

Og lad ham være venlig og mild og ikke underrette nogen om jer. Thi hvis de skulle opdage jer, ville de stene jer eller tvinge jer tilbage til deres religion, og så ville I aldrig blive lykkelig.”[2]

Snart sov disse trofaste mennesker sammen, og deres hund sov også ved grottens åbning ved at hvile sit hoved på sine forben.

Den søde og behagelige brise fejede over dem blidt og solen skinnede også på dem gennem grottens åbning, men de var helt uvidende om, hvad der skete i deres omgivelser, da de var faldet i en lang, dyb søvn. Grottens folk sov i over 300 sære år, og i løbet af deres lange søvn blev de ikke ældre. Men efter denne tidsperiode vågnede de ved Allahs vilje, og de begyndte at stirre rundt på hinanden.

Derefter begyndte de at tale med hinanden. En af dem sagde:

”Vi har sovet en hel dag!”

En anden sagde:

”Nej, men noget af en dag!”

Men det, som overraskede dem meget, var at hele plantevæksten var forsvundet og de var meget sultne. De spekulerede kun på, hvordan den grønne plantevækst og vandstrømmen var færdig på en dag. De besluttede sig til sidst at sende efter noget mad fra byen, da de ikke kunne udholde hungeren mere. Dette skulle dog ske meget hurtigt, så ingen kunne finde spor til deres opholdssted, ellers ville folk dræbe dem eller tvinge dem til afgudsdyrkernes religion igen.

Således tog en af de erfarne mænd fårehyrdens tøj på, og han begav sig derefter mod byen for at hente noget brød med de penge, de havde bragt med sig.

Da han nåede udkanten af byen, så han den i en fuldstændig ændret tilstand og inde i byen så han, at alt så mærkeligt ud. Vejene og husene var fuldstændig anderledes.

Menneskernes tøj var også absolut forandret. Han blev helt overrasket over at se denne store forandring af alle ting i byen. Han tænkte hvorvidt det var virkeligheden eller om han drømte. Var han kommet ind i en forkert by ved en fejltagelse? Hvorfor var han ikke i stand til at genkende nogle af menneskerne?

Til sidst kom han ind i en bager. Han ville købe nogle få brød med de penge, han havde med sig. Da butiksindehaveren så hans mønter, sagde han.

”O du unge mand! Har du opdaget en ældgammel skat?”

Manden svarede:

”Nej, de her mønter er nogle, jeg tjente i forgårs, da jeg solgte mine dadler! Derefter har jeg været ude af byen.”

Bageren var utilfreds med udtalelsen, og i stedet tog han ham til kongen og sagde:

”Denne mand har fundet et skat. Beviset er de mønter, han er i besiddelse af.”

Kongen sagde til manden:

”O unge mand! Vær ikke bange for mig. Fortæl mig sandheden. Vi vil ikke gøre dig fortræd. Vor Profet, Jesus søn af Maria, beordrede os til at betale énfemtedel af enhver fundet skat til de fattige og resten er din.”

Manden bønfaldt kongen om at lytte til hans appel. Han sagde:

”Jeg er en beboer af denne by. To dage siden gik jeg sammen med mine ledsagere til en grotte i bjerget for at hellige os selv til at tilbede Den Almægtige Allah. På det tidspunkt var der en konge, der blev kaldt for Daquis, som reagerede over denne by og som tvang folk til at tilbede ham ved at knæle foran ham. Siden vi ikke troede på, at han var vores herre, udvandrede vi fra byen og søgte tilflugt i en grotte i et øde sted. Mine ledsagere sidder allerede i grotten og venter min ankomst!”

Kongen sagde:

”Vi vil tage med dig for at finde ud af, hvad der er hændt og for at se, om du taler sandt, for det, du er i gang med at fortælle, lyder ekstremt mærkværdigt. Det er over 300 år siden, at Daquis reagerede over det her sted!”

Kongen tog af sted mod grotten sammen med sine tjenestemænd, og de folk, som hørte om denne hændelse fulgte også efter kongen til grotten.

Da de nåede bjerget, sagde grottemanden til kongen:

”Det er bedst du forbliver her. Hvis du pludseligt går hen til dem, vil mine ledsagere blive bange for dig. Måske vil denne overraskelse vise sig at være meget dyr for dem.

Lad mig i første omgang forklare dem, hvad der nu er sket!”

Manden gik alene ind i grotten og sagde til sine ledsagere:

”Mine kære kammerater! Jeres søvn varede ikke kun en eller en halv dag, som I tænkte. Den strakte sig dog over århundreder. Jeg har lige været i byen og set, at alt har ændret stilling. Tyrannen Dequis har været død i over 300 år, og der er ingen spor tilbage fra ham eller hans kongerige. I mellemtiden, som den Almægtige Allah havde besluttet, havde Han sendt en mand ved navn Jesus søn af Maria til menneskene som en Profet og et Sendebud, og folket i dag er hans efterfølgere.

Jeg stod over for stort besvær, da jeg var i byen. De mønter jeg viste folket var anderledes for dem. De troede, jeg havde opdaget en skat, så de tog mig til kongen. Efterhånden blev jeg overbevist om, at vi har sovet, ved Allahs vilje, i over 300 år. Kongen og hans tjenestemænd står og venter udenfor. De er kommet for at bekræfte min udtalelse. Hvis I tillader mig det, vil jeg hente dem herind.”

Ledsageren troede ikke på deres kammerat. De troede, han ville få dem arresteret af kongen. De besluttede sig for at bønfalde Allah (swt), så Han kunne tilbagevende dem til deres oprindelige tilstand. De rejste deres hænder og sagde:

”O Vor Herre! Beskyt os fra dette besvær, og send os tilbage til vores oprindelige tilstand!”

Den Almægtige Allah (swt)hørte deres bøn, og Han (swt) lod dem igen sove i en lang og dyb søvn. Kongen og hans tjenestemænd ventede i lang tid, men grottemanden vendte aldrig tilbage. De trådte ind i grotten, men ved Allahs vilje, var grottefolkene skjult for deres syn.

Kongen befalede, at der skulle bygges en moske ved stedet, hvor Allah kunne blive tilbedt.

Denne hændelse var en af Allahs (swt) tegn, som blev vist for folket, så de kunne lære om Den Almægtige Allahs Storslåethed, verdenernes Herre!