Forræderiet i Kufa

Forræderiet i Kufa

Komplet stilhed herskede i moskeen i Kufa, hvor en større mængde mennesker var samlet for at udføre aftenbønnen. Uden for moskeen var borgmesteren i færd med oplæsning af forkyndelsen. Alle i forsamlingen spidsede ører, for at høre hvert eneste ord med fuld opmærksomhed.

Med stemmen højt hævet ytrede borgmesteren:

 "Kufas folk! Vær velvidende om, at Ubeydullah, søn af Ziad, har påtaget sig Kufas guvernørpost efter ordrer fra Kaliffen. Han har med uro anført at Kufas befolkning har udvidet deres velkomst til Muslim, Søn a Aqil, der er kommet som en udsending fra Hussein, søn af Ali, som har nægtet at afgive troskab til Kaliffen. Det er herved bekendtgjort for hele Kufas befolkning, at ethvert menneske, der sammenarbejder med Muslim, søn af Aqil, vil blive betragtet som en oprører mod Kaliffen og vil som straf blive hængt eller druknet og derefter parteret. Hele personens familie vil blive stillet ved sværdet, og få alle ejendele konfiskeret. I tilfælde af, at nogle hidtil har udvist deres velkomst til ham, vil nådighed kun blive givet, hvis de angrer og afholder sig fra ham."

Med tilbageholdt åndedræt lyttede de alle til forkyndelsen. Det var omtalte Muslim søn af Aqil (as), der skulle lede bønnen samme aften og i samme øjeblik som talen endte rejste han sig for at udføre denne opgave. Nogle udvekslede urolige blikke med deres bekendte. Andre hviskede lavmælt med deres naboer. I samme øjeblik hørtes kaldet til bøn og Muslim (as) drog sig af sted i stilhed for at lede menighedens bøn.

Da Muslim (as) havde færdiggjort opgaven som bønleder og vendte sig om, var alle forsvundet, undtaget en eneste person, Hanee søn af Orwah, i hvis hus Muslim (as) overnattede. De kiggede på hinanden. Absolut ingen ord var nødvendige i forklaringen om, hvorfor Kufas folk havde vendt Muslim (as) ryggen. Folket i Kufa, som så vedholdende havde bedt Imam Hussein (as) om at komme til dem og tage ansvar for deres spirituelle forbedringer, var efter de hørte bekendtgørelsen, blevet skræmt fra vid og sans. Disse var præcis det samme folk, som før havde forrådt Muslims onkel, Imam Ali (sa), de troendes leder, og udvist fejhed i problematiske tider og perioder i modgang. Disse var ligeledes folket, som havde forrådt Muslims fætter, Imam Hassan (as), søn af Ali, i nødens øjeblik.

 

Muslim (as) stod i et øjeblik komplet følelsesløs. Hans ansigt udviste nu stor smerte. Han var ikke forfærdet over, hvilken skæbne, der ventede ham, for en død i kamp for retfærdigheden, var sandelig skæbne for hans familie. Han var udelukkende nedtrykt over tanken om, at han havde hvilet i tillid til disse menneskers oprigtighed, og derfor bedt sin fætter, Imam Hussein (as), om at drage dertil i hensigt om at værne om byens moral, være deres åndelige beskytter, og rede dem fra at synke ned i dybet af blindhed for sandheden. Hvor han dog ønskede, at han ikke havde forhastet sig med at dømme dette folk som værende tillidsfulde.

Et øjebliks betænkningstid var tilstrækkeligt til at drage en beslutning. I det mindste var der stadig én benyttelig mand ved ham. Hvis han blot kunne sende en meddelelse til Imam Hussein (as) gennem Hanee søn af Orwah omhandlende forræderne i Kufas befolkning!

Med disse tanker, vendte Muslim (as) sig om mod Hanee. Før han nåede at give udtryk for disse, havde Hanee søn af Orwah forudset ordene. Med en lav hvisken sagde han:

 "Muslim, min respekterede gæst, jeg ved hvad der foregår i dine inderste tanker på nuværende tidspunkt. Hvis Gud gør det muligt for mig at forlade denne forbandede by i tide, vil jeg med lynets hastighed informere vores leder om at vende om."

 

Derefter fortsatte han nedtrykt, med en stemme så lavmælt, som han mumlede for sig selv:

 

"Muslim, min pligt overfor dig, som vært, kræver, at jeg burde blive her for at beskytte dig, og ofre den sidste dråbe af mit blod i dit forsvar. Men jeg er sandelig velvidende om, at du ønsker at lade mig betjene en højere pligt, som vi begge skylder vores herre, Imam Hussein søn af Ali. Der er ingen tid at spilde, så jeg vil nu gøre afsked. Må den Almægtige Gud beskytte dig og dine uskyldige sønner fra disse upålidelige og forræderiske djævle."

Hanee søn af Orwah skyndte sig ud af moskeen. Han vidste, at han var nødsaget til at handle hurtigt, hvis hans mission skulle lykkes. Før han forlod Kufa var han nødt til at udbedre sikkerheden for Muslims to sønner, som endnu var ganske unge. Spekulationerne over, hvor og hvordan han kunne skjule disse uskyldige drenge var mange. Han var ude af stand til at komme i tanke om nogen som helst, der var til at stole på, som de kunne søge husly hos. Han havde ingen tid til rådighed til at indgå aftaler, da hans altafgørende forpligtelse var at videregive Muslims meddelelse til Imam Hussein (as). Hans hurtigarbejdende sind, besluttede at Muslims børn behøvede denne vigtige advarsel om at komme ud af deres huse, hvor de ikke længere var i sikkerhed og derefter overlade resten til Gud.

Da han nåede til sit hus, bad Hanee sin kone om at få børnene ud af husets bagdør, hurtigst muligt, for deres sikkerhed. Han bad derefter sin husholderske om at sadle hans hest så hurtigt som muligt. Mohamad og Ibrahim, Muslims unge sønner, nåede knapt nok ud af døren før huset var omringet af bevæbnede tropper, sendt af Ubeydullah. Hanee indså da, at hans inderste håb om at forlade byen og bære Muslims meddelelse til Hussein var rendt ud i sandet. Han trak straks sit sværd, med intentionen om at nedlægge så mange af Ubeydullahs forræderiske tjenere som muligt for dermed at opgive sit liv til den Almægtige. Oddsene mod ham var for magtfulde. Han var snart overmandede og lænket, for at marchere til guvernørens domstol.

Efter at Hanee havde forladt moskéen, reflekterede Muslim (as) over situationen i en stund. I første tanke, var hans sind bekvemt i lettelse over, at Hanee med garanti ville bære advarslen om hændelserne i Kufa til Imam Hussein (as). Men i sin eftertanke indså han, at der var stor risiko for, at han ville blive taget til fange førend sin undsluppen fra byen. Hvad hvis dette hændte? Han var fuldt overbevist om Hanees oprigtighed, men hvordan kunne han være sikret, at han ville formå at flygte fra Kufa i tids nok? Til trods for, at Muslim (as) var bevidst om, hvor meget forfærdeligt, der kunne overgå hans uskyldige sønner, indså han, at den eneste løsning var at finde endnu en troværdig person, som kunne bære beskeden til Imamen (as). Han knælede i bøn og udtrykte lavmælt:

 ”Barmhjertige Allah, skån mit liv, for blot en tid, så budskabet kan nå frem til min Imam i tide.”

Han gik langsomt ud af moskéen. Han anede ikke uråd om, hvilken vej han skulle gå. Alt han vidstevar blot, at hele byens befolkning nærede fjendtlighed overfor ham. Da han trådte ud af moskéen så han en mængde af folk, samlet i flere grupper, i færd med livlige samtaler. Så snart de fik øje på ham, spredte de sig straks, som om de ikke var bekendt med ham. Muslim (as) indså, at de alle var dødsens ræd for den straf, der ville følge, hvis de bakkede ham op. Han så nu, hvor svært det ville blive blot at finde én enkelt person til at fuldføre hans opgave; hvor skulle han kigge hen? Hvor kunne han finde denne person?

Med et hjerte så tungt som sten, traskede Muslim (as) nu ned ad Kufas snævre gader. Solen var på vej ned, og de smalle veje blev mørkere og mørkere for hvert minut. Imens han forsøgte at dække sit hoved med den øverste del af sin kappe, for at undgå at folk skulle genkende ham, begav han sig videre i de dunkle aftentimer.

 Hans skridt gav genlyd på det ubefolkede fortov. Den eneste lyd, der var at høre, var hesteskoenes klingende lyd mod gaderne, når soldaterne ledte efter ham i alle hjørner og kroge. Imens han slentrede ned af vejen, begyndte håbet at falme i hans undren over, hvordan han dog skulle finde en troværdig mand, til at bære budskabet til Imam Hussein (as).

Snart lagde det dunkle mørke sig over hele byen. Eftersom, at der var blevet beordret udgangsforbud af guvernøren var der ikke en levende sjæl at se så langt øjet kunne række. Det stod klart for Muslim, at hvis han fortsatte med at gå, ville risikoen være for stor for at patruljemændene ville arrestere ham. Hvis dette skete, ville alt håb om at finde en budbringer, rinde ud i sandet.

 Dagens hændelser havde gjort ham træt i både krop og sjæl. Han satte sig på et dørtrin foran et lille hus undrende over, hvorvidt han skulle banke på døren og bede om vand, eller ej. Imens han sad betænksom og overvejede situationen, hørte han at døren bag ham gik op. En ældre kvinde stod i døråbningen med et blafrende stearinlys i hånden. Fra hendes spørgende øjne forstod han, at hun undrede sig over, hvorfor han sad der. Muslim (as) vendte sig mod hende og spurgte ydmygt om en kop vand. Kvinden bad ham om at vente et øjeblik, og vendte derefter tilbage med en tromle fyldt til renden med vand. Muslim drak til den sidste dråbe, og udviste damen stor taknemmelighed. Han satte sig igen ned på dørtrinet, hvorefter den ældre dame kiggede på ham og spurgte så:

 

"Min søn, hvorfor vender du ikke tilbage til dit hus? Har du overvejet, hvor bekymret din kone og børn må være, når du blot forbliver ude imens dette tumult foregår?"

 

En tør klump satte sig i Muslims hals så snart hans tanker lod sig ramme hans hus og elskede familie. Han forsøgte at kontrollere sine følelser og prøvede at holde tårerne inde, imens han fremstammede:

 

"O du venlige kvinde, jeg har sandelig et hus men i et land langt borte. Der befinder min kone og døtre sig, imens mine sønner venter på mig i Kufa, hvor de måske kommer til at vente i al evighed."

 

 Han trak vejret dybt og fortsatte:

 

"I denne by, tømt for venlighed, har jeg intet hjem, og ingen som jeg kan søge ly hos."

Disse fortvivlende ord rørte damen, som forstående spurgte:

"Hvor er du rejst fra, og er du stødt ind i problemer her?"

 Muslim (as) svarede mumlende:

 

"Jeg er fra Profetens by. Jeg kom på denne befolknings invitation. Fra tusind af Kufas indbyggeres velkomst, ved min ankomst, er der nu ikke en sjæl, der vil byde mig ind i deres hus."

Muslims svar kom bag på den ærbødige, gamle kvinde. Hun hævede det bærende stearinlyset mod Muslims ansigt. I et udbrud, der tydeligt viste, at hun genkendte ham, bukkede hun sig på knæ, og udstødte i glæde:

 "Gode Gud, du er Muslim, den udsendte af min Imam, min elskede Hussein, som er forfulgt af Ubeydullahs soldater. Hvordan kunne jeg undgå at genkende dig ved den første glans af dine ord, din accent, din adfærd, som kendetegner kendskab til Profetens Husstandsfolk?"

 

Hulkende tilføjede hun:

 

"Hvordan vil jeg nogensinde kunne stå ansigt til ansigt med Fru Fatima på Dommens dag når hun vil tilspørge mig: "Taw’a, min Husseins udsendte kom til dit hus, uden ledsagere og uden husly. Men du afviste ham kold og hårdhjertet!" Hvilket svar kan jeg give hende? Det mindste jeg kan gøre er at give dig ly i mit hus, indtil en løsning indfinder sig, således, at du kan flygte fra denne forbandede by, vis folk er fanget i manglende loyalitet."

Muslim (as) var ikke tryg ved at acceptere hendes tilbyd i frygt for, at den Gudsfrygtende gamle dame pludselig ville blive til et offer, for at have givet ham beskyttelse i sit hus. Men ved nærmere eftertanke, besluttede han sig for at træde ind i huset, i håb om at kunne undgå at blive arresteret i tids nok til at finde en til at videregive beskeden til Imam Hussein (as).

Taw’a bad Muslim (as) om at forblive i husets loftsrum. Hun gav ham, hvad der end var at finde, af spiselige sager, i hendes hus, men han kunne dårlig nok få noget ned. Hvordan kan en person i denne ubegribelige situation indtage noget med nogen form for velbehag? Han besluttede sig for at spendere natten i bøn, da han havde forudanelse om, at denne nat måske ville blive hans sidste.

Før han tilbagetrak sig til loftrummet, betroede han Taw’a med hans længsel om at sende en besked til Imam Hussein (as) om at afholde sig fra at drage til Kufa efter hvad der var hændt. Hun forsikrede ham om, at når hendes søn, som arbejde for regeringens tropper, vendte hjem, ville hun bede ham om at finde en troværdig person for hans mission.

Blot få timer gik før Taw’as søn vendte hjem. Han så træt og udkørt ud. Da Taw’a forhørte sig hos ham, om årsagen til, at han kom så sent hjem, fortalte han hende, at han sammen med en masse andre soldater, patruljerede gaderne i deres søgen efter Muslim. Hun var forfærdet ved tanken om, at hendes søn, havde taget parti hos de hykleriske folk af Kufa, imens hun selv var så hengiven overfor Profetens Husstandsfolk. Hun protesterede skarpt over hendes søns opførsel. Den listige mand vendte sig om, og forsikrede sin mor om at han udelukkende lod som om, at han ledte efter Muslim, og at han i virkeligheden var akkurat ligeså hengiven overfor Muslim og Profetens (sa) Husstandsfolk, som hun var. Det var kun for hans pligt overfor regeringen, og for at beskytte familien, at han deltog i eftersøgningen på Muslim. Hans falske løfter, overbeviste den gamle kvinde, efter at have svoret ved hans tro, og berettede aftenens hændelser om Muslim for sin søn.

 Taw’as udspekulerede søn blev opstemt ved tanken om at han snart ville være i stand til at udløse dusøren for Muslims hoved. Hans hensigt var først at afhugge Muslims hoved i hans søvn, men kujon som han var, blev han bange for at Muslim måske ville vågne inden formålet var opnået. Han blev rasende ved tanken, og besluttede sig nu for at drage hen til Ubeydullah søn af Ziad og informere ham om at Muslim befandt sig i hans hjem, samt at han nemt kunne blive tilfangetaget derfra. Hans fordærvede sind fandt hurtigt på en undskyldning for at drage ud i den dunkle nat, uden videre mistænksomhed fra hans noble moder. Han fortalte hende at Hanee søn af Orwah, hos hvem Muslim og hans to sønner tidligere havde fået husly, var blevet halshugget, og Muslims sønner var nu efterladt flakkende rundt på de mørke gader i Kufa. Han fortalte med medfølende manér, hvordan det var hans forudbestemte pligt at lede efter dem og få dem hjem i sikkerhed, således at faderen og sine sønner kunne blive genforenet. Hun blev helt opstemt af at bevidne hendes søns hjælpsomhed, så ivrig at han end ikke kunne vente til daggry.

Den griske søn skyndte sig hen til guvernørens hus og tøvede ikke med at lade sig selv ind i hans hus, og fandt Ubeydullah vågen, håbende på nyheder om Muslim (as), eftersom han var ved at blive urolig for at Muslim havde forstærket sig med mænd til at nedlægge guvernørens skumle planer. Han blev særdeles lettet og himmelhenrykt over de glædelige nyheder Taw’as forræderiske søn bragte frem. Han befalede omgående en af hærførerne til at samle en veludrustet styrke til at arrestere Muslim.

Ledsaget af ridende soldater, vendte forræderen tilbage til sit hus. Muslim var på dette tidspunkt i færd med sin bøn. Da han hørte de adskillige hestesko runge i de stenbelagte gader, indså han at soldaterne nu var kommet for at anholde ham. Han greb sit sværd, som lå ved hans side og skyndte sig ud. Taw’a stod i dørtærsklen i dyb forargelse over, at hendes søn havde ført soldaterne til hendes hus for at arrestere hendes gæst. Hun faldt på knæ ved Muslims fødder og græd:

 "Muslim, Min prins, hvordan skal jeg kunne forklare dig, at jeg ej har vendt dig ryggen, men at min forbandende søn har forrådt dig, i hvem jeg stolede på og aldrig mistænkte lignende umiskendeligt forræderi. Aldrig vil jeg lade disse kujoner træde over mit dørtrin, foruden de først træder over mit lig."

 

Muslim forlangte ingen forklaring om hendes oprigtighed. Han sagde blidt til hende:

 

 ”Min velgører, jeg ved, at du har været særdeles venlig og hensynsfuld imod mig og tanken om at forråde mig vil ikke kunne krydse dit ædle og gudfrygtige sind. Jeg bebrejder dig ikke det mindste for din søns forræderi. Som din gæst som har deltaget i din gæstfrihed, kan jeg ikke tillade dig at blive dræbt af disse nådesløse, uciviliserede mennesker og lade dit hus blive nedbragt til en slagmark. Lad mig gå ud af huset og sælge mit liv så kært som jeg kan.”

 

Muslim skubbede forsigtigt Taw’a væk fra tærskelen og gik ud med sværdet i hånden. På dette tidspunkt havde soldaterne nået husets rækkevidde. De blev overrasket da de så Muslim træde frem fra døren som en rasende løve. Gaden var så smal at to heste ikke ville kunne stå side om side. Dette gav Muslim den optimale mulighed for ene kamp. Selvom han var til fods og soldaterne til hans modsatte side beredne, besad han kundskaben som arven af Imam Ali (as). En efter den anden smagte soldaterne på denne krigers sværd og faldt ned fra deres heste. I mellemtiden blev de knust og stampet på under deres egne hestes hove.

Soldaternes leder, som diskret var blevet bag sine mænd, sendte besked efter flere krigere. Selvom flere og flere kom til, var stedbeskrivelsen af denne skueplads af en gadekamp blevet sådan, at de ikke kunne angribe samlet. Fjendernes hoveder faldt på stribe. Timer gik mens Muslim (as) stadig kæmpede sin defensive kamp utrolig modigt.

Da Ubeydullah søn af Ziads kurer, som bragte ham kampens nyheder, informerede ham om Muslims (as) brave kamp som ikke var set siden Imam Alis (as) dage, blev kaliffen rasende. Han spurgte ondsindet sine generaler om, hvor mange hundrede tusinder af krigere de behøvede for at tilfangetage en enkelt person. I vrede rapporterede en af lederne til ham, at han havde ladet gå i forglemmelse at personen som skulle tilfangetages ikke blot var af almindelig hjemmeværende ungdom eller butiksejer men en velkendt kriger af Imam Alis (as) hus. Han foreslog endda, at i tilfælde af at Ubeydullah ikke havde nok tillid til generalerne, blot kunne vise sin egen dygtighed med sværdet ved at tilbyde Muslim kamp. Dette forslag skræmte Ubeydullah fra vid og sans. Han, af alle mennesker, vidste hvad det betød at krydse sværd med Alis nevø. I slugende hånen svarede han:

”Min gode general, jeg ved fuldt ud hvad det vil betyde at kæmpe med en person så desperat. Hvorfor kan ingen da udskifte strategien, for at få ham til at forlade sin fordelagtige position således at vi kan angribe fra alle sider.”

 Dette forslag tiltalte de kujonagtige soldater af Kufa. Efter rådslagning iblandt dem, besluttede de sig for at sende soldater til toppen af et tag af en bygning som stødte op til, og derfra slynge sten og brændende pile mod Muslim (as). Det tog dem ikke lang tid at fuldføre deres strategi. Med byger af pile, sten, ild og missiler, blev Muslim såret, og besluttede da at overgive sit udsigtspunkt. Han affyrede på soldaterne foran sig, og de trak sig. Han gik fremad med sit sværd, som bragte de mænd som var inde for rækkevidde til den undergang og fortabelse som de fortjente.

Igen blev hurtig rådslagning afholdt i blandt hærens anførere. En foreslog, siden Muslim på det tidspunkt desperat gik fremad, at en skyttegrav kunne blive gravet op på vejen, og blive dækket med halm, så den ville være fuldstændigt skjult. Ideen var at fælde Muslim som han marcherede fremad. Det blev indset at uden sådanne kneb, at Muslim ikke kunne blive dræbt eller fanget uden at ofre de bedste mænd fra hæren.

De forræderiske kneb som blev foreslået af Ubeydullahs lejesoldater virkede som planlagt. Mens skyndende og bærende sit sværd i nemhed, faldt Muslim (as) ned i skyttegraven. Da var de som undgik at komme i nærheden af hans sværd, stormende nede omkring ham. Med strømmende blod kunne Muslim (as) ikke rejse sig. Han væltede og lå bevidstløs i skyttegraven. Da ville der kun gå få minutter for at tilfangetage ham, og snart var han lænket til og bundet. Da Muslim kom til sin bevidsthed igen, opdagede han at han var taget som gidsel. Hans sår havde forøget hans tørst. Daggry var da udbrydende, og kaldene til bøn blev rejst i moskeen af Kufa.

Muslim (as) bad sine tilfangetager om at give ham noget vand at drikke og til afvaskningsbrug. I stedet for at efterkomme hans anmodning, hånede og spottede de ham. Muslim var forbavset og plaget over at se folket af Kufa, som påståede at være ledsagere af Profeten (sa), trodsende islams påbud om venlighed til alle hjælpeløse. Muslim (as) var ej heller bevidst om, at de selv samme mennesker ville opføre sig absolut hjerteløst og afskyeligt imod Imam Hussein (as) og hans børn i den ikke så fjerne fremtid.

Før afmarchen til Ubeydullahs domstol, blev Muslim (as) paraderet gennem Kufas gader med tunge lænker på sine hænder og fødder. Kufas beboere, som nogle dage tidligere havde stridtes med hinanden for at få et glimt af ham, så ham nu fra deres vinduer med fuldkommen sindsro, som om han var en absolut fremmed for dem. Nogle djævle i blandt dem var hårdhjertede nok til at smide sten mod ham.

Da Muslim (as) blev ført for Ubeydullah, stod han oprejst med værdighed. Guvernøren adspurgte ham om han kendte til skæbnen, som ventede ham og sin herre Hussein søn af Ali (as). Med absolut ringeagt svarede Muslim:

 ”O Yazids lejemorder, det er mig underordnet, hvad du gør med mig, men jeg afskyr at høre din forbandede tunge nævne Husseins navn.”

 

Obeidullah søn af Ziad nåede toppen ved Muslims (as) dristige reprimande. Med intention om at skabe et godt indtryk af hans storsindenhed for folket, som var samlet ved hans domstol, sagde han til Muslim:

”Ifølge den ældgamle arabiske tradition, vil jeg have dig til at nævne dit sidste ønske, før du bliver halshugget, så jeg kan fuldføre det.”

Et blinkende håb nåede Muslims (as) øjne. Kunne han stole på denne mands ord og bede ham sende besked, som han kunne videregive til sin herre? Som en druknende mand der fanges ved et strå, besluttede Muslim (as) at berette sit ønske i håb om denne sidste chance og svarede derfor øjeblikkeligt:

”Ubeydullah, hvis dit ord er sandt, opfyld da mit sidste ønske og bring en besked til min herre Imam Hussein (as). Bed ham om at tage tilbage til Madina samt forlade ideen om sit besøg i Kufa.”

Ubeydullah havde aldrig forventet denne anmodning fra Muslim. Han havde tænkt at Muslim (as) muligvis ville bede ham om at skåne sine to sønner, da de blev tilfangetaget, som de sikkert ville blive. Et stykke tid var han befippet, han vidste ikke hvad han skulle sige. Han vidste at han ikke kunne opfylde Muslims anmodning uden at pådrage sig Yazids utilfredshed, men at nægte ham anmodningen ville han forråde ham i sin sandhed. Hans forvredet sind tog ikke lang tid for at finde en løsning på dette problem. Han kaldte på sine bødler og bad dem om at tage Muslim med på toppen af guvernørens hus og at halshugge ham der. Øjeblikkeligt afskedigede han sin domstol og skyndte sig tilbage til sin lejlighed.

Da bødlens sværd svævede over Muslims (as) hoved var hans sidste tanker med sin herre, Imam Hussein (as), som han havde elsket og værdsat mere end alting i livet. Hans eneste fortrydelse var, at han til enden ikke kunne gøre som han ville; at advare Imam Hussein (as) imod Kufas forræderi. Som sværdet faldt over hans nakke, mumlede han stille en bøn til Gud for bestemmelsen at Hussein ville finde ud af begivenhederne i Kufa. Dette var den modige kæmpers sidste bøn som stod standhaftigt i døden og i livet.

Barmhjertige Gud tillod ikke Muslims bøn at være forgæves. Han som lytter til bønnerne udstrålende fra en oprigtig tilhænger som Muslim (as), gjorde det muligt at et vidne til de rædselsfulde fremførelser på den dag, som havde nogle gnister af tro i ham, at ride ud af Kufa ved den tidligste mulighed. Han nåede Imam Husseins (as) lejr et par dage efter Muslims (as) død. Han videregav de sørgelige nyheder til Imam Hussein (as) som græd inderligt som om sit hjerte var flået itu. Han kaldte på Muslims unge datter, som var rejsende med ham, og fortalte hende at hun for fremtiden skulle anse ham for sin værge. Han gav et par ørenringe til hende og et par til Sukaina. Da budbringeren spurgte ham om han ville vende tilbage til Madina i betragtning af det som var sket med Muslim, han svarede:

”Jeg går fremad for at møde min skæbne, at opfylde formålet med mit liv. Min død kalder på mig og derfor er der ingen tvivl om at jeg ej trækker mine spor tilbage!”