At kontrollere (vrede, formodninger, tale)

At kontrollere vrede

Som i alle handlinger bør vi også have balance i vores vrede. Vrede er ikke altid dårligt, da det beskytter os. Hvis en person aldrig bliver vred, så er det et problem men det er ligeledes et problem hvis en person bliver let vred eller mister kontrollen når han bliver vred. Hoved spørgsmålet her er, hvornår bør man blive vred, hvornår bør man afholde sig fra vrede, og hvad skal man gøre hvis man bliver vred?

Der er situationer, der kræver vores vrede såsom uretfærdighed. Når vi ser uretfærdighed bør vi blive vrede, hvor vreden bruges til at handle og skride ind for at stoppe uretfærdigheden. Det er et karaktertræk som Allāh ('aza wa jal) har placeret i os, da Han har placeret Hans egenskaber i os, og Han er Den Retfærdige. Hvis vi trives eller er ligeglad når vi oplever uretfærdighed er der noget galt, da det burde være en naturlig drift at ønske retfærdighed.

Det er en af årsagerne til, at vi skal være vise i vores valg af omgivelser. Hvis vi ser en handling tilstrækkeligt meget så vil den synes normal. Vi reagerer muligvis i starten, men med tiden vil det blive "normalt", og i værste fald, kan vi blive en af undertrykkerne. Det behøver ikke undertrykkelse og tyranni såsom historiske diktatorer eller massemordere, men undertrykkelse helt ned i de basale daglige handlinger. Hvis vi for eksempel er i omgivelser, hvor skub er normalt, så vil vi i starten opleve ubehag og vrede ved at blive skuffet, men med tiden vil handlingen blive så normal, at man selv begynder at skubbe.

Det kan ligeledes være, at vi omgås mennesker, hvor det er normalt at tale grimt til hinanden, at snyde hinanden, at bagtale og andre lignende synder, store som små, da vil vi med tiden synes det er normalt og ikke føle vrede ved uretfærdighed. Hvis vi omgåes mennesker, der behandler og taler om deres ægtefæller eller familie uretfærdigt, så frastødes vi måske i starten men med tiden vil vi synes det er normalt. Her taler vi ikke om, at vi ender med at udføre samme handlinger, trods der er stor sandsynlighed for det, men blot, at man ikke bliver vred når man ser eller hører om uretfærdighed.

Den anden ekstrem er lige så skadelig. Det er der, hvor man er ukontrollerbar vred, eller bliver hurtig vred. I disse tilfælde medfører det alvorlige konsekvenser såsom krænkelse af ens omgivelser eller krænkelse af Allāhs ('aza wa jal) rettigheder over os. Det er sågar en krænkelse af vores egen sjæl. Ukontrollerbar vrede kan medfører tab vi aldrig kan genvinde, og situationer vi aldrig kan genleve. Hvor den første nævnte ekstrem kan rettes op på via studie og ihukommelse af andres rettigheder, hvad der er ret og hvad der er slet, ligeledes ved at fjerne sig fra et givent miljø, men i denne kan det kræves større og mere seriøse midler. Det er vigtigt at søge hjælp, hvis ens vrede går udover andre mennesker, men derudover vi bør ihukomme det faktum, at tabet og konsekvenserne er mere dyrebare end selve essensen man bliver vred over.

At kontrollere ens formodninger

Lig vrede, bør vi kontrollere os selv i alle anliggender. Vi bør være mådeholdelige, som der blev nævnt i det forrige afsnit, og finde balance i alle anliggender af vores eksistens, som der vil blive talt om i næste afsnit. En del af det vi bør kontrollere er at undlade at dømme andre.

"I, der tror! Undgå for mange løse formodninger! Nogle løse formodninger kan være en synd. I må ikke snage, og I må ikke bagtale hinanden!" (Meningsmæssig oversættelse af koranverset 49:12)

Vi bør være opmærksomme på løse formodninger, da Allāh ('aza wa jal) beskriver, at nogle kan være en synd. Hvis vi bliver givet tre glas med vand, og får af vide, at en af dem indeholder gift, ville vi da afholde os eller tage chancen? Vi ville afholde os! Det samme gælder formodninger. Trods nogle formodninger er sande, så er sandsynligheden for at falde i synd så stor, at man bør undgå handlingen i sig selv.

Imām 'Ali (alayhi salam) har sagt  "betragt ikke en udtalelse/handling fra en anden som ond, hvis du kan finde godhed i det". Når en person udtaler sig eller gør en handling, og udtalelsen eller handlingen er tvetydig så bør vi formode, at den er god eller har godhed i sig. Vores første formodning burde ikke være en negative fortolkning. Fordøm ikke andre, og døm ikke en persons udtalelse som ondsindet, når der er tvivl. Vi bør tro det bedste og derved først og fremmest betragte udtalelsen eller handlingen som god eller som havende en god intention. Eksempelvis bør vi ikke dømme en udtalelse som negativ eller ond, da en person kunne have ment den anderledes. Alt dette er problematisk fordi vi ofte undlader at redegøre for misforståelser og foretrækker hellere at dømme og bygge videre på misforståelser. Før var det måske udtalelser, i dag er det i lige så stor grad online udtalelser, opdateringer, kommentarer mm. hvor vi i den grad ikke ved eller har indsigt i, hvad personen mente eller havde til hensigt med udtalelsen. Da siger Imām 'Ali (alayhi salam), at vi bør tro det bedste, kontrollere vores fordømmelse og formodninger, og konkludere, at personen først og fremmest har tænkt og ment det positivt.

Manglende eller misforstået kommunikation er en af de største årsager til konflikter som kan være ødelæggende og kan splitte relationer. Vi bør derfor altid som udgangspunkt tænke på det positive fremfor det negative, og vi bør altid spørge om uddybende forklaringer, da det med stor sandsynlig kan være en selv, der har misforstået noget. Hvor mange uløste konflikter har ikke brudt og ødelagt relationer, som måske kunne være undgået, ved kommunikation og troen på det positive fremfor det negative?

Vi bør have tillid til folk, stole på dem og være optimistiske. Hvis vi konfronterer en person, hvem vi mener har sagt noget forkert eller gjort noget forkert, og vedkommende siger, at han/hun ikke mente det således det blev opfattet, så bør vi stole på dem, og lægge vores fortolkning og formodning til side. Selv hvis personen mente det negativt, og bagefter siger, at han/hun mente det positivt, så bør vi være overbærende.

Hvis vi konstant har formodninger om andre, så udvikler vi former for paranoia eller mistro, der får os til at tro, at vi kun er omgivet af dårlige mennesker med dårlige intentioner og dårlige handlinger, som medfører ubehag, psykisk forringelse og spirituel ødelæggelse. Negative tanker ødelægger os indefra, hurtigere end reelle handlinger vi formoder.  

At kontrollere ens tunge

At tale er en af de mest indflydelsesrige, vigtige og afgørende ting i vores liv, og alligevel så tager vi så let på det. Få ord kan ændre et menneskets liv til det bedre og til det værre. Få ord kan give håb til en person, være ord som han/hun kan opnå gavn af hele hans/hendes liv. Derimod kan få ord også være ødelæggende for en person, hans/hendes omdømme, hans/hendes tilstand eller mislede dem resten af deres liv. Ord, og vores evne til at tale, er en stor velsignelse men det er også en stor prøvelse og er en af de ting vi med sikkerhed vil blive spurgt om på Dommedagen.

Profeten (salla Llahu alayhi wa aleehi wa sallam) har sagt, at "frelse ligger i beskyttelse af tungen", og at "en persons tro ikke er stedfastet førend hans/hendes hjerte er stedfast, og hans/hendes hjerte ikke er stedfast førend hans/hendes tunge er kontrolleret". Vi har en lang række af synder som er relateret til vores tale: lyve og bagtale er kun ganske få af dem, og de er nogle af største årsager til besvær i dette liv, det næste og afstand mellem Allāh ('aza wa jal) og en.

Luqman sagde til sin søn: "hvis tale er sølv er stilhed guld". Dette skal være med til at få os til at reflektere over, hvor mange unødvendige ting vi siger i løbet af en dag, foruden alle de gange vi bruger vores nådegave (evnen til at tale) til at krænke andre.

Overordnet bør vi reflektere over hvilke egenskaber vi har brug for at kontrollere, dernæst hvilke konsekvenser det har ikke at kontrollere dem. Det kan være fra de tre emner nævnt men også en række andre egenskaber som vi bør kontrollere. Vi bør forstå konsekvenserne ved ikke at kontrollere os, og hvor dyrebare ting vi kan miste. Dette gælder også kost, søvn, vaner mm. Men Allāh ('aza wa jal) har gjort relationen til andre så dyrebar, og stadig er den yderst skrøbelig så vi bør værdsætte den og have respekt for de konsekvenser som ukontrollerbar handlinger kan have. At have kontrol er ligeledes med til at forøge en livskvalitet og spirituelle tilstand. Emner ligger op af det næste afsnit som omhandler balance, og vigtigheden deraf. Lærde med speciale i etik, har konkluderet, at balance er den vigtigste del af etik, da den er roden til alt andet, og er afgørende for hvornår den samme handling er god og hvornår den er dårlig.