Sandfærdighed
Vi har talt om hvilke fundamentale tilstande, der er nødvendige for vores udvikling af noble karaktertræk og i studiet af akhlaq. Dernæst skal vi tale om det noble karaktertræk: sandfærdighed. Når vi taler om sandfærdighed tænker vi oftest umildbart, at det handler om ikke at lyve over for Gud og særligt i relationen til andre.
Men vi glemmer at undersøge og studere sandfærdighed i forhold til os selv. Vi har talt om renselse af selvet og ihukommelse af Allāh ('aza wa jal), hvor selvet fyldes med ihukommelse og derved renses, men vi glemmer oftest vigtigheden i sandfærdighed over for os selv. Selvfølgelig er Allāh ('aza wa jal) ikke afskilt til sådan en grad, at hvis vi lyver over for os selv, at Han ikke ved det, men der er forskel mellem at lyve over for Allāh ('aza wa jal) og så lyve over for os selv. At lyve over for os selv kan for eksempel være ikke at anerkende et dårligt karaktertræk eller ikke anerkende, at man har et problem eller en udfordring.
Igennem disse eksempler bliver det tydeligt hvor vigtig sandfærdighed over for os selv er i søgen efter noble karaktertræk, da vi i sidste afsnit talte om, at rejsen mod renselse af selvet starter med at man anerkender og forstår ens karaktertræk og indre tilstand.
Uden sandfærdighed over for sig selv vil ikke engang første skridt på rejsen være fuldendt. Det sagt, så kan det være utrolig svært for mennesket at anerkende sine egne fejl, eller anerkende når man har et problem. Man må også anerkende hvornår man kan afhjælpe problemet selv og hvornår man har brug for andres hjælp.
Fysiske sygdomme kommer til udtryk igennem fysisk smerte og ubehag, oftest relateret til det sted på kroppen, som besidder et problem eller sygdom. Men karaktertræk og det som populært kaldes indre sygdomme kommer ikke nødvendigvis til udtryk på samme måde. Det kan være at vi oplever ubehag via depression eller tristhed, men det kræver en dyb selverkendelse at finde ud af om det kommer fra indre sygdomme eller andre faktorer. Det kan ligeledes være, at man konstant møder problemer i relationen til andre og derved oplever ubehag, hvor det kræver selverkendelse at finde ud af om det kommer fra et karaktertræk i en selv, man bør ændre, eller om det kommer fra andre faktorer. Sådan vil hele vores væren og tilstand være afhængig af dyb selverkendelse og sandfærdighed over for os selv. Lad os se på begrebet i koranen og derefter i ahadith:
I vers 33:70 forbinder Allāh ('aza wa jal) Gudsbevidsthed med sandfærdighed:
يا يها الذين ءامنوا اتقوا الله و قولوا قولا سديدا
Meningsmæssigt oversat med "O I troende, vær Gudsbevidste og udtal rette ord".
Gudsbevidsthed er en af de vigtigste egenskaber og tilstande som mennesket kan befinde sig i, eller bør efterstræbe, og da sandfærdighed placeres i forbindelse med gudsbevidsthed, fortæller det om sandfærdigheds rang og vigtighed. Her specificeres ikke, hvorvidt det er sandfærdighed over for Allāh ('aza wa jal), over for andre eller over for os selv, og vi må derfor forstå, at det er gældende i alle situationer og forhold. Samme essens finder vi i verset 9:119 med den forskel, at vers 9:119:
يا يها الذين امنوا اتقوا الله و كونوا مع الصادقين
Meningsmæssigt oversat med "O, I troende, vær gudsbevidste og hold jer til de sandfærdige".
Fortæller de troende, at de ikke kun skal være sandfærdige men også holde sig til dem som er sandfærdige. Dette lærer os, at sandfærdighed ikke kun er verbalt men en handling som udvises ved at omgås med sandfærdige. En del af sandfærdighed er at undgå løgn eller at lytte til løgn, hvilket undgås bedst ved at omgås sandfærdige mennesker. Ligeledes kan sandfærdighed sammenkobles med retfærdighed, såsom ikke at snyde, bedrage eller vinde gevinst på uretfærdigt vis. Der er utallige koranvers vedrørende sandfærdighed, særligt bliver det også tydeligt i det 103. kapitel, at sandfærdighed hænger sammen med tålmodighed, og i det 90. kapitel lærer vi, at sandfærdighed hænger sammen med barmhjertighed. Det betyder ikke, at de to kapitler er modstridende, tværtimod er de et supplement til hinanden i forståelsen af begrebet sandfærdighed.
Sandfærdighed udtrykkes ikke kun igennem at tale sandt, men at det gøres igennem tålmodighed og barmhjertighed. Hvorfor er disse to vigtige? Fordi at sige sandheden er ikke en handling som bør gøres utålmodigt eller ubarmhjertigt. Der vil være tider, hvor det er bedre at have tålmodighed og vente med at fortælle sandheden. Det betyder ikke, at man bør lyve eller skjule sandheden, men det betyder, at der er givende tidspunkter, hvor sandheden omkring noget ikke er kommet frem, og det er bedre at have tålmodighed og vente med at sige sandheden.
En af definitionerne for tålmodighed er, at man gør den rigtige ting på det rigtige tidspunkt, og det kræves der også af sandfærdighed. Eksempelvis kan vi komme til at bevidne eller overhøre bagtale, men påkræves det da af en sandfærdig person at sige det til den bagtalte? Nej, denne situation kræver tålmodighed, nemlig at gøre den rigtige ting på det rigtige tidspunkt. Det samme er eksemplet om barmhjertighed, hvor hvis vi har set en begå en synd, er det så sandfærdigt at offentliggøre den? Under ideen om, at andre bør vide "sandheden" om vedkommende? Nej, vi bør være sandfærdige med barmhjertighed. Eksemplerne er mange, men det er vigtigt at forstå, at sandfærdighed har underkategorier og betingelser. Sandfærdighed er ikke at sige alting til alle tidspunkter. Det er at sige sandheden med tålmodighed (at gøre den rigtige ting på det rigtige tidspunkt) og barmhjertighed.
Ved hjælp af beretninger (ahadith) lærer vi blandt andet, at Profeten (salla Llahu alayhi wa aleehi wa sallam) definerede en leder som en, der er gudsbevidst, sandfærdig og holder sine løfter, i hans befaling til Ma'az ibn Jabal. Han (Profeten (salla Llahu alayhi wa aleehi wa sallam)) har også sagt, at sandfærdighed er påbudt os fordi det er en af dørene/indgangene til Paradis (dvs. Allāha ('aza wa jal) tilfredshed) (Tarikh Baghdad, s. 11 nr. 82).
Som afsluttende kommentar vil jeg lade Imām 'Alis (alayhi salam) udtalelser stå som solide søjler uden nødvendighed for fortolkning eller forklaring, men for dyb reflektion, og indre selverkendelse vedrørende udtalelserne:
Imām 'Ali (alayhi salam) har sagt, at hvor sandfærdighed vil medføre godt i alt, så vil løgn ødelægge alt (Ghurar al-Hikam, nr. 1115-1116), og at, bedre end sandfærdighed er den, der taler sandt og bedre end en god handling, er den, der udfører den (Amāli al-Tusi, s. 223, nr. 385).