Dhikr - Ihukommelse

Dhikr - Ihukommelse

Dhikr (ihukommelse af Allāh ('aza wa jal)) er måske mest kendt fra forskellige islamiske grupper, og kendt som fysiske handlinger, der udføres individuelt eller i fællesskab. Så hvorfor studere dhikr i studiet af etik og noble karaktertræk? Fordi dhikr først og fremmest er en tilstand.

و اذكر ربك كثيرا و سبح بالعشى و الأبكار

Meningsmæssigt oversat med "og Ihukom din Herre inderligt, og lovpris Ham aften og morgen!" (3:41)

I verset nævnes der to tider, morgen og aften. Dette kan forstås via den direkte læsning og via en indirekte læsning. Den direkte og åbenlyse læsning af teksten er, at man skal ihukomme Allāh ('aza wa jal) morgen og aften. Som to betydningsfulde tider.

Den indirekte eller den mindre åbenlyse fortolkning er, at morgen og aften omfatter hele dagen, så man skal ihukomme Allāh ('aza wa jal) hele dagen.

En tredje forståelse er, at morgenen og aftenen er symboler på dagens start og ende, så vi skal ihukomme Allāh ('aza wa jal) i dens start og vores start, dens slutning og i vores slutning. Ihukommelse er flere ting, det er en tilstand, hvor man husker Allāh ('aza wa jal) i alt, men det er også en glorificering af Hans storhed f.eks. Taksigelse og taknemmelighed for, at Allāh ('aza wa jal) lader os stå op, så vi har fået endnu en chance til at forbedre os, rette op på os selv til mødet med Ham, og tjene Ham. Ligeledes prise Allāh ('aza wa jal) om aftenen for alle de velsignelser Han har skænket os, og søge om tilgivelse hos Allāh ('aza wa jal) for de overtrædelser vi har budt vores egen sjæl i løbet af dagen.

Uanset hvordan verset forstås, om det er specifikke tidspunkter, om det er som et symbol på hele dagen eller et symbol på dagens start og slutning, så bliver det tydeligt i verset, hvor vigtigt ihukommelse er.

و اذكر اسم ربك و تبتل إليه تبتيلا

Meningsmæssigt oversat med "ihukom Din Herres navne og hellig dig Ham fuldkomment!" (73:8)

I den første del af verset lærer vi, hvordan at vi kan prise Allāh ('aza wa jal) via Hans navne. En af visdommene med at ihukomme Allāh ('aza wa jal) via Hans navne er at kende Ham. Allāh ('aza wa jal) har givet sig selv til kende igennem Hans navne og har derved også lært os, hvilke egenskaber vi skal besidde for at opnå perfektion. Igennem ihukommelsen af dem, så lærer vi Allāh ('aza wa jal) at kende og bliver også bevidste omkring, hvilke egenskaber, der er bestræbelsesværdige.

Den sidste del af verset lærer os, at vi skal være i komplet ihukommelse og hengivenhed til Allāh ('aza wa jal). Der er mange fortolkninger af hvordan ihukommelse udleves, men den vigtigste er, at huske Allāh ('aza wa jal) i alle handlinger og intentioner vi gør. Det ønskværdige resultat er, at man helt undgår synder fordi man ihukommer Allāh ('aza wa jal) konstant, men selv hvis man skulle synde så vil ihukommelsen af Allāh ('aza wa jal) få en til at angre og søge om tilgivelse. Ihukommelse behøver ikke, at være en fysisk handling, eller udtalelsen af Allāhs ('aza wa jal) navne, men en indre tilstand, hvor man reflekterer og tænker over Allāh ('aza wa jal) i alle ens tilstande og handlinger.

En anden visdom ved at ihukomme Allāh ('aza wa jal) ved Hans navne er, at vi ikke afviger eller bliver vildledt i vores tro. Dernæst giver ihukommelse af Allāh ('aza wa jal) ro lig den omtalte ro og sjælefred, fra det forrige afsnit om tawakkul.

Der er megen visdom og velsignelser ved ihukommelse af Allāh ('aza wa jal). Vi har nævnt blandt andet at indhylle dagen i Hans navn, at kende Hans attributter, at implementere Hans attributter i os selv, og at være i komplet ihukommelse, hvor Allāh ('aza wa jal) tænkes ind i alle intentioner og handlinger. Det er vigtigt at forstå, at vi fortsat skal ihukomme Allāh ('aza wa jal) trods synder eller dårlige intentioner. Trods daglige gøremål og udlevelsen og aflastningen af naturlige behov. Det er en misforstået tendens og tanke, at Allāh ('aza wa jal) ikke kan ihukommes under disse, og derimod, som nævnt under afsnittet om tawakkul, hvis vi tjener Allāh ('aza wa jal) og ændrer vores indre tilstand fra tilbeder til tjener, så vil alle vores handlinger og tanker være i ihukommelse af Allāh ('aza wa jal). Aflastningen af naturlige behov er ingen undtagelse, og der findes specifikke måder at ihukomme Allāh ('aza wa jal) på, før, under og efter intim kontakt, toiletbesøg og indtagelse af mad m.fl.

En anden velsignelse og visdom blandt ihukommelse, er nævnt i følgende vers:

الَّذين ءامنوا و تطمئن قلوبهم بذكر الله الا بذكر الله تطمئن القلوب

Meningsmæssigt oversat med "De, der tror, og hvis hjerte finder ro i ihukommelsen af Gud; og i ihukommelsen af Gud finder hjertet ro!" (13:28).

I dette vers finder vi mange dybder. Den umildbare læsning er, at første del af verset er henvendt til nogle specifikke, hvor sidste del af verset er en generel regel. Den generelle regel lærer os, at hjertet finder ro i ihukommelse af Allāh ('aza wa jal). Ved ihukommelse af Allāh ('aza wa jal) bringer Han ('aza wa jal) glædelige nyheder om retfærdighed i tider af uretfærdighed. Han bringer nyheder om tilgivelse i tider af anger, og hjælp i tider af besvær. Som tawakkul, bringer dhikr ro og sjælefred, og udsletter stress og angst for ubehag.

En anden vigtig pointe er, at sætningen "i ihukommelse" kommer før verbet. Normalt i arabisk grammatik placeres verbet først, foruden tilfælde, hvor taleren eller forfatteren ønsker at lægge tryk på en bestemt del af sætningen. I dette tilfælde, ville sætningen lyde "Hjertet finder ro i ihukommelsen af Allāh ('aza wa jal)", hvis sætningen fulgte almene grammatik regler, men i dette tilfælde placeres "i ihukommelse" før som et udtryk for den dels vigtighed. Det er lig sætningen "Dig (alene) tilbeder vi, Dig (alene) beder vi om hjælp", hvor der lægges vægt på, at det er Allāh ('aza wa jal), som vi tilbeder og beder om hjælp. Allāh ('aza wa jal) ønsker, ved brug af denne sætningskonstruktion, at tydeliggøre vigtigheden af "ihukommelse", og det kun er derigennem vi opnår ro.

Allāh ('aza wa jal) har gjort ihukommelse af Ham til oplysning og renselse af vores indre. Det synes umuligt at ihukomme Allāh ('aza wa jal) og reflektere over Ham i alle vores handlinger og intentioner uden at vi enten afholder os fra synder eller angrer dem. Hans ihukommelse polerer vores indre tilstande og igennem ihukommelse af Hans navne erstatter vi dårlige egenskaber med implementeringen af gode og velsignede. Derfor er dhikr så vigtig i bestræbelsen efter noble karaktertræk. Det er en tilstand som er nødvendig for opbyggelsen af og forbedringen af ens karaktertræk. Det er grundtilstanden, hvor vores indre bliver renset og modtageligt for forandringer i vores karaktertræk. Det er et skridt mod vores mål og vores implementeringen af Hans attributter.

Imām 'Ali (alayhi salam) har sagt:

"Sandelig har Allāh ('aza wa jal) gjort Hans ihukommelse til en illuminering og renselse af hjerterne".

Dhikr er et omfattende emne, men her ønskes kun at tydeliggøre dhikrs betydning og dens virke i vores studie og bestræbelse af noble karaktertræk. Der er mange måder at ihukomme Allāh ('aza wa jal) på, f.eks. ved glorificeringen af Hans storhed eller afsætte bestemte tider til at reflektere over Hans navne, og hvordan vi implementerer dem i os selv. Vi kan forøge vores taksigelse, eller vores søgen om tilgivelse. Den anbefalede ihukommelse efter hver bøn, er ikke blot en ydre handling men en dyb reflektion over Allāhs ('aza wa jal) storhed, Hans magt og Hans nådegaver over os m.m. Dhikr er ikke blot fysiske handlinger men en ændring af ens tilstand, fra at være en tilbeder til at være en tjener. Fra at udføre tilbedelseshandlinger til at udføre dem med dyb indsigt og sødme. Med dette afsnit har jeg ikke gjort emnet ret, men håber det giver indblik i dets vigtighed, og vil derfor afslutte med følgende dua:

"Min Herre! Min Herre! Min Herre!
Jeg beder Dig, via Din Sandhed og Din Hellighed, og de største af Dine attributter og navne. Jeg beder Dig om at bebo min nat og min dag med Din ihukommelse" (Dua Kumayl).