SHIA AQIDA

Introduktion til Islam (Shiisme)

Sprogligt betyder aqida et fundament. Aqida er derfor fundamentet for menneskets tro eller det fundament man bygger sin tro på. Det kan også defineres som de trossætninger, der er afgørende for menneskets tankegang.
Altså kan aqida sprogeligt defineres som noget man tror på, uden at have den mindste tvivl derom. Det er det samme som begrebet ”iman” som er lige med at tro.

 

Shariamæssigt kan aqida defineres som, troen på islams rødder (usul al deen) og alt hvad der udspringer derfra, på vegne af rationelle såvel som tekstuelle beviser.
Eksempelvis, er troen på Allahs (swt) Enhed og Hans attributter en del af en muslims trosfundament.

Den først søjle: Guds enhed, Tawhid

I Allahs Navn, Den Nådige, Den Barmhjertige

Muslimer er monoteister. Vi tror på Guds enhed og det betyder at Allah er en. Allah må ikke tilskrives en eller flere partnere, og ingen må sættes ved siden af Allah og intet må sammenlignes med Allah. For os er Islam meningsfuldt, for det betyder overgivelse til eller underkastelse under Allah. Det medfører til en anden vigtig begreb i Islam der siger : at det er Allah der gavner eller skader og vi ikke må bøje os for nogen eller noget af Allahs skabninger. Da Allah har af intet skabt alt, så er det kun Ham, som fortjener tilbedelsen. At tro på Allahs enhed er ensbetydende med at bekæmpe alle former for afgudsdyrkelse. Denne søjle udgør den første del af vore trosbekendelse: Der er ingen gud men Allah.

Vi mener, at Allah er Én, Alene, Unik (der findes intet ligesom Ham), Evig, uden begyndelse eller ende, Han er Den første og Den sidste. Han er Den alvidende, Den vise, Den retfærdige, Den levende, Den almægtige, Uafhængig af alle ting, Den alt-hørende, Den alt-seende.

Han kan ikke sammenlignes med sine skabninger, derfor har Han hverken en krop eller udseende, substans eller form. Han er hverken tung eller let, hverken bevægelig eller ubevægelig, Han har ingen plads eller nogen tid, og ingen kan pege på Ham, da der ikke er nogen ting som ham. Intet er lig Ham, ej heller har Han nogen modsatte.

Han har ingen kone, ingen børn, ingen partner og der er ingen, som kan sammenlignes med Ham. Syn kan ikke opfatte Ham, men Han opfatter alting.

Enhver der sammenligner Ham med Hans skabninger; for eksempel en der forudsætter, at Allah har et ansigt, hænder og øjne eller siger, at Han kommer ned til den laveste himmel eller, at Han vil vise Sig til paradisets befolkning som en måne, er i så fald en, der ikke tror på Allah og er uvidende om Allahs sande natur, som er over enhver mangel. Alt, hvad vi forestiller os (om Ham) vil være en skabning som os selv, da Imam al-Baqir (as) sagde:

"Han (swt) er langt større end at kunne forklares af den vise og Han er udover den definitive videns omfang."

Den anden søjle: profetismen

Troen på Mohammads profeti regnes for den anden søjle i Islam. Vi tror på , at Mohammad er Allahs afsluttende sendebud og profet. Han blev åbenbart af Allah via englen Gabriel (Gjibril på arabisk). Mohammads opgave var at modtage og gengive åbenbaringer.

Alle de åbenbaringer, profeten Mohammad fik fra Allah, blev samlet i en bog, nemlig den hellige Quranen. Derfor tror vi at den arabiske Quran er åbenbaring i sin renset form og Bogen er Mohammads mirakel. Med andre ord er Islam en åbenbaret religion .

Da Islam bygger på Quran og Mohammads eksempel, så skal Quranen være beskyttet mod afvigelse og Mohammad være en fejlfri person og beskyttet mod synd. Det havde vist sig at han (FVMH) levede et rent liv før og efter sin kaldelse til at blive Allahs profet. Vi tror også på at Allah havde, før Mohammads profeti, åbenbaret sig gennem mange andre profeter ( Ibrahim, Jesus,..).

Alle sammen respekteres og sættes meget højt af Muslimer. Mohammad er den sidste profet og at der ikke kommer flere profeter efter ham. Denne søjle udgør den anden del af trosbekendelsen: Mohammad ( fred være med ham) er Allahs profet. Når den første søjle og den anden søjle sammensættes, ser vore trosbekendelse sådanne ud:

Der er ingen gud uden Allah og Mohammad er hans profet".

Trosbekendelsen kaldes på arabisk: Al-Shahadah. Al-Shahadah er Islams kerne.

Den tredje søjle: Al-imamah (Lederskabet)

Muslimerne regner Al-imamah for den tredje søjle. Det er denne søjle der kendetegner shiiterne og skiller dem fra andre muslimske grupper og retninger. Al-imamah betyder lederskabet og Imam betyder lederen.

Ordet Imam er mere omfattende end lederen. Al-Imamah er et embede, som kun folk fra Husets folk skal ansættes i, fordi den er meget vigtig og farligt post. For shiiterne er det totalt uacceptabelt at Profeten Mohammad dør uden at udpege sin efterfølger og forlade den islamiske nation uden Imam (leder).

Vi mener at Allah befalede Mohammad for at udråbe Ali Ibn Talib som Imam. Derfor tror vi at Ali er den sande og retmæssige efterfølger. Vi støtter os til mange tekster fra både Qoranrn og Mohammads sædvane (SUNNA), der bekræfter det. Ali Ibn Talib var den allerbedste og velkvalificerede person, der passede embedet.

Han var den første der troede på Mohammads profeti, da han var ti år. Imam Ali var Mohammads fætter og var gift med Mohammads yndlingsdatter Fatima Al- Zahraa, den strålende. Her er der tale om tolv Imam, der nedstammer fra profeten selv gennem hans fætter og svigersøn Ali den først Imam(leder og efterfølger).

De tolv imamer er også beskyttede mod fejl og synd. Det er dem vi kalder Ahlulbayt (Husets folk eller Mohammads slægt).

Den fjerde søjle: Retfærdigheden

Gudsretfærdighed

al-Adl, som oversat til dansk, betyder Retfærdighed, er iblandt de mest fundamentale termer brugt af abrahamitiske religioner. Gud har via sine profeter ønsket, at dette skulle være fundamentet for universet. Det næstvigtigste formål, som Gud har haft efter at have gjort sine skabelser bekendt med Ham samt skabt en tilnærmelse, har været at skabe retfærdighed i samfundet.

Retfærdighed opdeles i to hovedelementer: læs mere

Den femte søjle: Dommedagen (Livet efter døden)

Furu’ al-Deen = Islams grene

Sala’ = Bøn
Sawm = Fasten
Hajj = Pilgrimsfærd
Zakat = Almisse
Khoms = Almisse
Jihad = Bestræbelse
Amr bel-Ma’rof = Påbyde det gode
Nahi ‘an al-Munkar = Forbyde det onde
Tawalla = Elske Guds udvalgte
Tabarra = Tage afstand fra Guds fjender

Kilde: Sheik Muhammad Rida Al-Muzaffar

Aqaed al imamiyah, kap "Doktrinet om troen på Allah"