Hver dag er Ashura og hvert land er Karbala

Hvad er Ashura?

Al lovprisning tilhører Allah, Den Ophøjede, og fred og velsignelser være med vor Mester Profeten Muhammad, hans rene familie og alle hans ædle og trofaste ledsagere.

I måneden muharram i år 61 e.h. (ca. d. 20. oktober år 680) hændte en begivenhed i Irak i et sted kaldt Karbala ved bredden af floden Eufrat. Udefra et historisk perspektiv var hændelsen dengang ubetydelig. En stor hær, som var mobiliseret af Umayyad [1] regimet, belejrede en gruppe bestående af omkring hundrede personer, og ville presse dem til at afgive troskabsløfte til den derværende kalif Yazid, for hermed at underkaste sig hans autoritet. Den lille gruppe gjorde modstand og en hård kamp blev udkæmpet, som resulterede i, at de alle blev slået ihjel.

På det tidspunkt forekom det som om, at denne kamp ville – som hundredvis af lignende hændelser – blive nedskrevet i historien og med tiden glemt.

Men hændelserne som indtraf den 10. Muharram i Karbala ville umiddelbart fortsætte med at blive et eksempel og en inspiration for fremtidige generationer. I denne artikel vil vi kort gennemgå de vigtigste punkter vedrørende hændelsen.

Hvem er Hussein?

Lederen af denne gruppe, som led martyrdøden, var ingen andre end Hussein (as), søn af Ali (as), og barnebarn af den hellige Profet (sa).

Hvem var Hussein (as)? Han var Fatimas (as) søn, som den hellige Profet (sa) havde omtalt på følgende vis:

“Hussein er fra mig og jeg er fra Hussein. Må Gud elske enhver som elsker Hussein.” [2]

Hussein (as) blev leder af den hellige Profets (sa) husfolk, da hans broder Hassan (as) døde i år 50 e.h.

Han respekterede fredsaftalen underskrevet af Hassan(as) og Muawiya, og på trods af tilskyndelsen fra hans tilhængere, foretog han ingen form for aktivitet, som ville true den politiske status quo. Han fortsatte snarere med ansvaret for varetagelsen af folks religiøse behov, og var anerkendt for sin viden, fromhed og gavmildhed. Et eksempel på hans dybe forståelse kommer til udtryk i hans smukke dua [3] på Arafat [4] dagen, hvori han begynder at beskrive Allahs kvaliteter:

“(O Allah) hvordan kan Din eksistens betvivles af et menneske hvis totale og hele eksistens afhænger af Dig? (Hvornår)forsvandt Du (nogensinde) således, at du skulle bruge et bevis og logik for at lede (folket) til Dig? Og hvornår føltes Du så borte og fjern således at Dine tegn og Dit virke ledte folk til kontakt med Dig?

Blind være øjet, som ikke kan se Dig, (hvorimod) Du observerer (iagttager) vedkommende. Hvad fandt den person, som overså Dig? Og hvilke mangler besidder den som fandt Dig? Den, som blev tilfreds og hældte mod andre end Dig, kom frem til ingenting(fejlede).”

På den anden side har vi Yazid, hvis fader (Muawiya) og bedstefader (Abu Sufyan- Profetens(sa) ærkefjende) altid har forsøgt at sabotere Profetens (sa) mission, og som viste sit sande ansigt ved en udtalelse i et digt, hvor han klart indrømmer, at han ikke er troende:

“Bani Hasim havde iscenesat et (skue)spil for derved at opnå kongerige. Der har hverken været nyt fra Gud eller nogen åbenbaring.”[5]

Mas`udi [6] skriver, at Yazid var en person som søgte nydelse, og hermed udfoldede han sig i vin drikning og opdrætning af kæledyr. Det er absolut ikke overraskende, at Husseins (as) reaktion på Yazids guvernør – da han af guvernøren blev bedt om at afgive troskabsløfte – var følgende udtalelse:

Vi er Profetens (sa) hus’ folk, kilden til budskabet (Allahs budskab til mennesket, åbenbaringen), stedet hvor englene nedstiger, gennem os har Allah påbegyndt overøsningen (af sin nåde) og via os har Han fuldkommengjort (sin nåde), hvorimod Yazid er et syndigt menneske, en dranker, en morder, som har taget uskyldige menneskers liv, og som åbenlyst hengiver sig til syndige handlinger. En person som mig kan aldrig afgive troskabsløfte til en person som ham...”[7]

Husseins (as) revolution var en islamisk bevægelse anført af en af islams største ledere. Islams principper og love krævede, at Hussein (as) advarede ummaen [8] om den kritiske situation den befandt sig i, og at gøre modstand mod den afvigende regent. Dette understregede Hussein (as), da han forlod Medina for sidste gang:

“Jeg gør ikke modstand (mod Yazid) som en uforskammet og arrogant person, en urostifter eller tyran. Jeg gør modstand (mod Yazid), fordi jeg vil reformere min bedstefaders ummah. Jeg ønsker at befale det gode og forbyde det onde.”[9]

Hussein (as) blev dræbt på slagmarken medens han udførte sin pligt. På Karbalas sletter blev hans hoved adskilt fra kroppen. Hovedet blev dernæst hængt på et spyd, hvorefter det blev paraderet gennem byer og landsbyer, indtil det blev bragt til Damaskus. Her blev fremskaffelsen af det præsenteret ved Yazids fødder.

Hvorfor huske Ashura?

Hvorfor bliver Hussein (as) betragtet som “martyrernes leder”? Fordi han ikke blot var en ambitiøs herskers offer. Der hersker ingen tvivl om, at tragedien i Karbala er en kriminel og forfærdelig handling, når den er tillagt morderne. Når den bliver tillagt Hussein (as) selv, repræsenterer den en bevidst konfrontation og en modig modstand for en hellig sag. For hele nationen var det mislykkedes at tage kampen op mod Yazid. De var bukket under for hans vilje. Afvigelse og tilbagevendelsen mod præ-islamiske skikke var stigende.

Passivitet fra Hussein (as) i denne situation ville have betydet enden på islam, som vi kender det. Hussein (as) påtog sig derfor ansvaret for hele nationen. Den største tragedie var at mennesket, der forsvarede en så nobel sag – at forsvare islam – blev nedslagtet på en så brutal måde.

Dette er grunden til, at Husseins (as) ofring ihukommes årligt i hele den muslimske verden. Vores sorg aftager aldrig, idet vi genoplever tragedien i vores sind.

Ihukommelsen af Ashura på den 10. Muharram hvert år, minder os om Profetens (sa) families ofringer. Desuden gør denne ihukommelse os mere bevidst om de mennesker, som dengang prøvede at tilintetgøre islam, profetens (sa) familie og hermed alt, hvad de stod for såvel som en tilintetgørelse af dem, der passivt så på og lyttede til. Denne ihukommelse får os til at perspektivere fortiden i forhold til nutiden.

[1] Også kaldt umawiyerne, bani umayyah

[2] Ibn Majah: Sunan, Hadith 144

[3] Dua: bøn.

[4] Den vigtigste dag i pilgrimsperioden (Hajj)

[5] Ibn Jarir: Tarikhu´l Umam wa´l Muluk, vol.13, p.2174

[6] Islamisk historiker og forfatter

[7] Sayyid ibn Ta´us: Maqtalu´l Husain, pp.10-11

[8] Det islamiske samfund

[9] Al-Khatib al-Khuwarazmi: Maqtalu´l Husain, vol.1, p.88

Copyright © 2017 Koran&Ahlulbayt.dk All rights reserved.