Anger

Studiet af akhlaq (etik) er årelang og særligt fordi den vigtigste del af studier er implementering af viden. Denne mini-serie har derfor kun været en introduktion til studiet, til de forskellige underkategorier, og vigtige dele af Makarim akhlaq (noble karaktertræk). Før vi fortsætter med det sidste afsnit, der vil omhandle anger, vil jeg videregive et vigtigt råd som alle akhlaq lærde giver.

Når akhlaq studerende spørger "hvad skal vi gøre? Hvor skal vi starte?" (M.fl.) får vi oftest svaret "Udfør jeres obligatoriske handlinger og afhold jer fra haram. Dette i sig selv er et svært stadie at opnå, men hvis I da opnår det, så udfør anbefalede handlinger og afhold jer fra forhadte handlinger. Hvis I da skulle opnå dette også, med Allāhs ('aza wa jal) hjælp, så vær i konstant årvågenhed, stil jer selv til regnskab, og være opmærksomme på jeres indre tilstand". Dernæst vil jeg stærkt anbefale dua makarim akhlaq, og hvis man ikke kan lære den hver dag, så i det mindste en del af den hver dag. Ligeledes gælder det ziyarat og andre bønner som er essentielle for vores indre udviking. Spirituelle handlinger er en vigtig del i den spirituelle indsigt og indre implementering af vores viden når vi studerer.

Menneskets mål er at opnå perfektion fordi perfektion er nærhed til Allāh ('aza wa jal). For at vi må opnå vores mål, har Allāh ('aza wa jal) placeret Hans attributter i os som frø, der kan spire eller dø, alt afhængigt af vores vilje. Han har vist os vejen til Ham og Hans nærhed, for kun igennem Hans nærhed opnår vi endelig lyksalighed og tilfredshed. Han manifesterede Sine navne i os, for at vi må lære Ham at kende og for derved at stræbe efter den evige lykke. Profeten (salla Llahu alayhi wa aleehi wa sallam) er vores vejviser og forbillede. Han samlede alle Profeterne (alayhim as-salam) og forfinede alle deres opgaver. Han forenede dem og forenede alles opgaver, ophøjede det i en enhed og budskabet om en Gud. Abraham (alayhi as-salam) etablerede teologien, Moses etablerede lovene (alayhi as-salam), Jesus etablerede spiritualiteten (alayhi as-salam) og Profeten (salla Llahu alayhi wa aleehi wa sallam) forenede alle disse opgaver i Hans budskab og vejvisning. Profeten er til for at forfine vores etik og manerer - han er kommet for at føre os mod perfektion. Mod Allāh ('aza wa jal)! Profeten (salla Llahu alayhi wa aleehi wa sallam) og Ahl al Bayt (alayhim as-salam) har lært os, at uanset om man er i sin hårdeste kamp så er der etik man bør overholde, og manerer man bør have. Det er ikke kun vigtigt at implementere god etik fordi det er vejen til Allāh ('aza wa jal), men også fordi, implementering af denne vil definere os. Som nævnt i et tidligere afsnit defineres vi af vores adfærd i prøvelser og besvær. Det er når vi er prøvet allermest, at vores indre tilstand kommer til udtryk, og hvis vi har implementeret god etik og moral, vil disse komme til udtryk.

En vigtig del af vejen og rejsen er, at man anger. Manglende anger er en del af de karaktertræk som kan tilskrives den arrogante, må Allāh ('aza wa jal) afhjælpe os mod sådanne en tilstand. Anger, som flere af de andre nævnte egenskaber, er både en tilstand og handlinger. På arabisk bruger vi ordet "Tawbah" som kommer fra roden توب, der betyder "at vende tilbage". Billedligt vender vi os væk fra Allāh ('aza wa jal) når vi synder, og derfor vender vi tilbage til Allāh ('aza wa jal) når vi angrer. Det er billedligt, da ingen skabning, ej selv det mindste støvkorn, kan "vende sig væk fra Allāh ('aza wa jal)".

يا يها الذين ءامنوا تويوا الى الله توبة نصوحا

Meningsmæssigt oversat med "I, der tror! Vend jer oprigtigt angrende til Gud." (66:8)

I verset lærer vi, at vi skal angre med en oprigtig anger/fortrydelse, da der er forskel på ham/hende som undskylder og søger tilgivelse af nødvendighed eller uoprigtigt, og den som fortryder og angrer. Imām 'Ali (alayhi salam) har beskrevet "istighfar" (at søge tilgivelse hos Allāh ('aza wa jal)) som "en tilstand for de ophøjede. Den bygger på seks søjler: (1) at fortryde fortiden (handlingen), (2) at have en klar intention om ikke at gøre det igen, (3) at give andre deres ret og råde bod for de synder man har gjort mod andre, (4) at opfylde alle de forpligtelser man har forsømt i fortiden, (5) at fjerne det kød man har opnået igennem ulovlig fortjeneste, for at erstatte med det nyt kød fra lovlig fortjeneste (6) at smage bitterheden ved ulydighed" (Nahjul Balagha (korte udtalelser) nr. 417). I denne udtalelse finder vi både essentielle dele af fortrydelse og dele af det perfekte stadie af anger. De første fire er essentielle dele af anger, da det er lige så essentielt, at vi råder bod på vores synder og opretter andres ret, hvor man før krænkede den, som at fortryde handlingen. De sidste to er perfektion af anger, hvor den femte betyder, at man blandt andet faster og udviser anger igennem fysiske handlinger såsom at skære ned på mad indtag, søvn eller materielle goder. Hvor man før nød de syndfulde handlinger bør man, når man angrer, udvise sorg og pålægge sig selv besvær.

I koranverset

قل يعبادى الذين أسرفوا على أنفسهم ال تقنطوا من رحمة الله ان الله يغفر الذنوب جميعًا انه هو الغفور الرحيم

Meningsmæssigt oversat med "Sig: "Mine tjenere! I, som er gået for vidt med hensyn til jer selv, opgiv ikke håbet om Guds barmhjertighed! Gud tilgiver alle synder. Han er Den Tilgivende og Den Barmhjertige." (39:53)

Lærer vi, at trods vi synder, så er Allāh ('aza wa jal) Den Nådige og Tilgivende. Han indleder verset med "O Mine tjenere". Han kunne have valgt at indlede med "O I syndere" men ud af Hans nåde valgte Han at tiltalte os som Hans tjenere, trods vi ikke er værdige af Hans tjenerskab. For ikke at gå ind i en længere analyse af verset, så bruger Allāh ('aza wa jal) ordet "جميعًا" for alle, som et udtryk for, at Han lægger tryk på, at "alle synder" bliver tilgivet af Ham. Imām Sajjad (alayhi salam) lærer os ligeledes, at en af Allāhs ('aza wa jal) titler er:

يا مبدل لسيات حسنات

Meningsmæssigt oversat med "O Ene, der transformerer dårlige handlinger til multipliceret gode".

Dua al-Jawshan al-Kabeer er en god mulighed for os, for at implementere dyb kendskab til Allāhs ('aza wa jal) nåde over os. Da en vigtig del af vores anger er, at vi er håbefulde omkring Allāhs ('aza wa jal) nåde og storhed. Vi beder til, at Han tilgiver os, det er Ham værdig, og ikke fordi tilgivelse er os værdig!

Når man studerer ens indre tilstand så vil man ofte finde synder og dårlige egenskaber, derfor er det vigtigt at implementere anger som en egenskab og som en tilstand. Det sagt bør vi derefter havde sikkerhed omkring, at Allāh ('aza wa jal) er Den Tilgivende. Hvis vi dvæler ved vores forrige synder, kan det medføre tvivl på Allāhs ('aza wa jal) barmhjertighed og andre af Hans essentielle egenskaber, ligeledes kan det medføre depression. Som vi lærte i det forrige afsnit, bør alting være i balance, også vores angren.

Vi bør fortryde, og vi må undersøge vores indre tilstand og om hvorvidt vi angrer oprigtigt. Hvis vi ikke oprigtigt fortryder en handling, kan det skyldes, blandt andet, at vi ikke forstår hvorfor det er en synd. For at forstå, det syndige i ens handling, bør man studere videnskaber om synder. Hvis dette ikke hjælper, bør man undersøge nærmere, hvorfor man ikke fortryder oprigtigt. Det kan skyldes besvær, prøvelser, psykiske tilstande, karaktertræk, misforstået Gudsbilleder mm. Hvis man da angrer og efterfølgende falder i samme synd igen, så betyder det ikke nødvendigvis, at man ikke angrede oprigtigt første gang og at Allāh ('aza wa jal) ikke er nådig. De fleste af vores synder er relateret til dårlige vaner og karaktertræk. De færreste synder er spontane synder, som kun sker en gang. Til tider vil vi opdage at en synd medfører så tunge konsekvenser, at vi aldrig udfører den igen. Dette er en del af Allāhs ('aza wa jal) nåde. Igennem Hans visdom skjuler Han nogle af vores synder og andre synder åbenbarer Han, begge er en nåde, da vi ved første eksempel burde undgå samme synd i fremtiden af frygt for at blive opdaget eller at ens synd bliver offentlig kendt. Ved andet eksempel bør vi af ærefrygt ikke gøre den igen, da det har haft konsekvenser for os, og hellere konsekvenser i denne verden end den næste.

Det ligger til menneskets naturlige tilstand at angre, hvis det er i relationer eller situationer som er betydningsfulde for os. Så hvad lærer det os i forhold til vores anger over for Allāh ('aza wa jal)? Hvis vi finder det svært at angre, kan det betyde, at vi ikke tillægger vores forhold til Allāh ('aza wa jal) værdi? Eller kan det betyde, at vi ikke sætter pris på det? At vi tager vores forhold til Allāh ('aza wa jal) forgivet? Der er en masse refleksioner vi kan gøre os, og vil forlade sidste afsnit således. En vigtig del af akhlaq-studiet er at reflektere, da de vigtigste erkendelser og ændringer kommer fra os selv igennem vores selvreflektion. Derfor Imām Sadiq (alayhi salam) har sagt, at en times reflektion er bedre end 70 års tilbedelse.

"I, der tror! Vend jer oprigtigt angrende til Gud. Måske vil jeres Herre eftergive jeres onde handlinger og lade jer træde ind i haver med rindende floder. På den dag, hvor Gud ikke vil gøre Profeten og dem, der tror sammen med ham, til skamme. Deres lys løber foran dem og på deres højre side, og de siger: "Herre! Gør vort lys fuldkomment, og tilgiv os! Du er i stand til alt." (66:8)