Yunus (as)

Profeten Jonas (as)

Der står i den hellige Koran:

”Og sandelig var Jonas blandt apostlene.”[1]

 

Jonas, søn af Mati, var udpeget som et Sendebud for indbyggerne i Nainawah (nær byen Mosul) i en alder af 30 år. Profeten Jonas (as) inviterede dette folk, som var idoltilbedere, til at tilbede Gud alene, men de afviste hans invitation og sagde:

”Hvad er disse ord, som du fortæller os? Vores forfædre tilbad disse idoler og da vi er efterfølgerne af vores fædre, så skal vi gøre det samme.”

 

Jonas fortalte dem:

”Vend jer til jeres egen visdom og se om disse idoler fortjener at blive tilbedt.”

De svarede:

”Sæt dig ikke i så meget besvær og prøv ikke på at invitere os til din Gud forgæves for vi hverken tror på dig og din Gud eller er bange for din Guds plager. Gør så hvad du ønsker at gøre.”

 

Profeten Jonas fortsatte med at prædike i 33 år til, for flere hundrede tusind

idoltilbedere, men der var kun to troende. Robeel, en lærd og klog mand, var den første troende. Tanookha, en from mand, som bragte træ fra skoven og solgte det og på denne måde kunne tjene sit levebrød, var den anden troende.

 

Profeten Jonas (as) troede, at han havde opfyldt sin mission, og at hans invitation ikke havde nogen effekt. Han mistede alt håb om, at hans folk ville tage imod den sande tro, og derfor bad han den Almægtige om at straffe dem. Han blev bedt om at vente og være tålmodig, men fordi, at han vedblev med at insistere, blev deres straf befalet, og det blev meddelt folket. Profeten Jonas (as) gemte sig i et bjerg sammen med hans ledsagere.

 

Robeel stod på bjerget og huskede folket på straffen, der var lovet af den Almægtige Gud. Han bedte dem om at angre og have tro i Gud og hans Profet Jonas (as). Efter at Jonas havde forladt dem, viste tegnene på Guds straf sig iblandt folket fra stammen.

 

Himlen blev mørk og en forfærdelig storm startede, og det fik folket fra stammen til at indse, hvilken stor fejltagelse, de havde begået. Iblandt folket fra stammen var der en meget vis og klog mand, som var venlig og menneskekærlig mod hans folk.

 

Efter at have forstået katastrofen, der ventede dem, kaldte han på folket og råbte: ”Disse er tegnene på Guds straf. Derfor, bekendtgør jeres tro i Gud; den Almægtige er nådig mod hans tjenere. Vis ham, at I har angret. Tag spædbørn og få dem til at græde.

 

Tag jeres dyr væk fra græsmarkerne. Gør dem sultne, så de græder højlydt.”

 

Efter dette skyndte alle mænd og kvinder, unge og gamle sig hen til ørkenen for at bede og sørge til Gud og bede Ham om ikke at sende dem sådan en stor plage. De bedte i sådan et højt tonefald, at deres sorg og gråd kunne blive hørt over hele ørkenen.

 

Gud velsignede dem med Hans barmhjertighed og nåde og stoppede Hans

guddommelige plage på grund af deres oprigtige fortrydelse og deres beslutsomhed om at træde på den rette sti. Så de sorte skyer blev gradvist spredt, og den klare blå himmel begyndte at komme til syne.

 

Næste dag da Profeten Jonas (as) kom ned fra bjerget, havde han det indtryk at byen sammen med de vantro var blevet ødelagt. Han var derfor overrasket over at se folkene sunde og raske. Men Profeten Jonas (as) gik ikke til byen for ikke at blive betragtet som en løgner; så han gik mod det Mediterranske Hav, og nåede kysten efter at have gået en lang vej.

 

Den hellige Koran gør rede for denne historie med følgende ord:

 

”Og Sandelig var Jonas blandt Apostlerne. Da han flygtede til et skib fuldt lastet, så han delte (med dem), men var blandt dem der blev kastet af. Så hvalen slugte ham mens han gjorde det for hvad han beskyldte ham selv, men havde det ikke været for at han var blandt dem, der ærer (Os), så ville han sandelig være forblevet i dens mave til den dag, hvor de bliver  genoprejst. Derefter kastede Vi ham på den ledige overflade på jorden,

mens han var syg. Og Vi fremkaldte til at vokse op for ham en   græskarplante. Og Vi sendte ham til et hundrede tusind, hellere at de overstiger. Og de troede, så Vi gav dem velvære for en tid.”[2]

 

Da han nåede stranden efter at have flygtet fra byen så han en gruppe mennesker, der var ombord på et skib og var ved at sejle. Jonas spurgte dem om at lade ham komme ombord. De accepterede hans anmodning og lod ham ombord.

 

Mens de sejlede på havet begyndte en stor storm at hærge og frygtelige bølger begyndte at ramme skibet så hårdt, at alle passagerne var ved at blive kastet over bord. Der var en fare f r at skibet skulle synke, da det var overbelastet og folkene have en mistanke om, at der var en bortløben slave på skibet. I de dage troede man, at hvis sådan en person var ombord på

et skib ville det synke. Så de besluttede sig for at kaste nogen i havet ved at trække lod.

 

Loddet faldt på Jonas, men fordi Jonas var deres gæst og de blev nødt til at respektere ham, trak de lod igen. Igen faldt loddet på Jonas (as), men ingen var rede til at tro, at han var en bortløben slave, fordi han virkede så anstændig og from. De trak lod for tredje gang men resultatet blev det samme. På dette tidspunkt forstod Jonas, at han sikkert var blevet sat i dette besvær fordi han forlod sin stamme uden Guds tilladelse.

 

I den tro, at der havde været guddommelig visdom bag den lodtrækning, hoppede han i havet uden tøven og Gud beordrede en stor hval til at sluge ham uden at skade ham. I tre dage var Jonas i fiskens mave og fisken svømmede dybt ned i havet gennem det mørke vand. Der led Jonas stor sorg og bedrøvelse.

 

I denne depressive tilstand tog Jonas tilflugt til Gud og begyndte at bede i mørket ved at sige:

”Der er ingen anden Gud i hele universet end Dem og De er glorværdig og undtaget fra enhver fejl eller undertrykkelse.”

 

Der står i den hellige Koran:

”Og Jonas, da han gik væk i vrede, således tænkte han at Vi ikke ville bringe ham i vanskeligheder, så han kaldte ud gennem lidelser: Der er ingen Gud end Dem, æret er De; sandelig er jeg blandt dem der får dem selv til at lide tab. Så Vi svarede ham og reddede ham fra sorgen og således redder Vi de troende.”[3]

 

Gud besvarede hans bønner og beordrede hvalen til at tage Jonas til kysten. Idet han kom ud af fiskens mave med hans krop kraftigt forbrændt pga. syren inde i fisken, fandt han ud af, at han ikke kunne holde solens varme ud, som på en eller anden måde brændte hans hud. Han lå der syg, ekstremt svag og hjælpeløs, som et nyfødt barn.

 

Så Gud beordrede en græskarplante[4] til at vokse der, så at han kunne hvile i dens blades skygge og blive beskyttet mod solen og fluerne.

En vildtlevende ged ville efter beordring fra Gud komme hen til Jonas og give ham føde for at han kunne genvinde sin tabte styrke.

 

Efter et kort stykke tid blev Jonas (as) rask og sund igen. En dag da hen vendte tilbage til stedet, havde græskarplanten visnet væk. Profeten Jonas blev ked af denne forandring.

 

Gud sagde, henvendt til Profeten Jonas:

”O Jonas, du følte ikke for de hundrede tusind eller flere af dine medmennesker der skulle omkomme for deres oprør mod dig, og du føler for blot at elske en græskarplante som du ikke har brug for mere.”

 

Gud sendte ham denne åbenbaring:

”Jonas, gå tilbage til din egen stamme for dit folk tror nu på Gud og har stoppet med at tilbede idoler og venter ivrigt på at møde dig.”

 

Da Jonas nåede byens område hændte det, at han mødte en fårehyrde som ikke troede, at han var Jonas (as), da det blev troet, at han var druknet. Profeten Jonas (as) bad til Gud og et får vidnede om hans identitet og folket troede ham. På denne måde blev Jonas (as) sendt tilbage til hans folk, og de glædede sig over et herligt liv så længe, det blev fastsat for dem af Gud.

 

[1] Koranen: 37 : 139

[2] Koranen: 37 : 139-148

[3] Koranen: 21 : 87-88

[4] Græsplanten er af en sort der er kendt for at vokse meget hurtigt og har store brede blade, og som vokser i området, hvor Profeten (as) lå.