Profeten Noah (as)

Efter Profeten Adam (as), blev samfundets mennesker bestikkelige og onde. De fleste folk tænkte ikke meget på Allah (jwa), og jorden blev fyldt med umoralskhed. De tilbad og tjente underlige guder og overgav sig til Satans ondskab. Derfor besluttede Allah (jwa) at sende Profeten Noah (as) til dem, der så kunne vejlede dem.
Profeten Noah var en meget veltalende, vis og tolerant person.

Den hellige Koran siger:
”Vi sendte visselig Noah til hans folk, og han sagde: O mit folk, tjen Allah, I har ingen gud undtagen Ham. Jeg frygter sandelig en stor dags straf for jer.”[1]

Noahs folk boede på den del af Jorden, som i dag bliver kaldt for Irak. Han indbød sit folk til at tilbede Allah (jwa), men de vendte deres ansigter væk fra ham. Han advarede dem mod Allahs vrede, alligevel gav de ham deres døve øre. Han prøvede også på at
overbevise dem om at gøre gode gerninger til en veltjent belønning fra Allah (jwa), men de ville ikke høre på ham.

Den hellige Koran siger:
”Hans folks fører sagde: Vi ser dig i sandhed i åbenbar  vildfarelse.”[2]
”De sagde: Hvis du ikke holder op, O Noah, så vil du visselig blive (en) af dem, der er stenet (til døde).”[3]

Med stor tålmodighed og meget beslutsomhed fortsatte Profeten Noah sin mission ved at vejlede sit folk. Han brugte de bedste midler til at prædike og sprede sin mission og Profetskabet med mellem folket, og hver gang det blev nødvendigt, inviterede han folk
til sit kald.

Han tiltrak deres opmærksomhed til universets mysterium og verdens mirakel. Han plejede at fortælle dem, at alle de mørke nætter, himlene, månen, den blændende sol, Jorden, de strømmende floder og vandløb var nogle af Hans Mægtigheds tegn – Allah (jwa).

En lille gruppe mennesker accepterede hans Profetskab, men andre gjorde ikke og besluttede sig i stedet at torturere ham. Profeten Noah (as) levede samt prædikede flere hundreder år, og han udholdte modigt alle de trængsler og vanskelligheder, hans folk
forårsagede. Da Profeten Noah indså, at folket var blevet håbløse, og at det ikke nyttede at give dem ræsonnementer, blev han udmattet og mistede sin tålmodighed.

Den hellige Koran siger:
”Og Noah sagde: Min Herre, efterlad ikke i landet en eneste af de vantro. Thi hvis Du efterlader (nogen af) dem, vil de (kun) lede Dine tjenere vild og kun avle syndere og vantro.”[4]
 

Det blev derefter åbenbaret til Noah:
”Ingen fra dit folk vil tro undtagen dem, der allerede har troet, men vær ikke bedrøvet over det, de plejer at gøre. Og byg skibet for Vore øjne og efter Vor åbenbaring. Men tal ikke til Mig om dem,
der er uretfærdige; thi de skal lide druknedøden.”[5]
 

For at udføre sin beordrede Guddommelige opgave, udvalgte Profeten Noah (as) et sted uden for byen, hvor han startede sit arbejde med at bygge Arken. Folket begyndte at håne og latterliggøre ham.

Herom fortæller den Hellige Koran:
”Og han byggede skibet, og hver gang hans folks anførere gik forbi, spottede de ham. Han sagde: Hvis I spotter os, så vil vi (snart) spotte jer, ligesom I nu spotter os. ”[6]

Profeten Noah (as) brød sig ikke om deres hånende og sarkastiske bemærkninger, så i stedet lod han sig travlt beskæftige med at viderebygge Arken og ventede på Allahs næste befaling.

Derefter sendte Den Almægtige Allahs sin åbenbaring:
”(Sådan var det), indtil Vi, da Vor befaling udgik, og (jordens) strømme brød frem, sagde: Bring om bord i det to af alle, et par, og din familie – undtagen dem, mod hvem ordet allerede er udgået – og dem, der tror. Og der var kun få, som troede sammen med ham.”[7]

Derefter startede det pludseligt med at regne kraftigt, og strømme af vand brød ud fra jorden. Bakkerne sank ned under vandet. Vandet spredte sig alle vegne og dækkede de øde steder og bjergene. Profeten Noah gik ombord på Arken og tog alt det med sig,
Allah havde beordret ham til.

Den Hellige Koran siger:
”Da åbnede Vi himlens porte med strømmende vand. Og Vi kløvede jorden til kilder, og vandet mødtes for en sag, som allerede var bestemt. Og Vi bar ham på (et skib) lavet af planker og nagler. Som flød af sted for Vore øjne – en belønning for den, som var blevet forkastet. Og Vi efterlod det som et tegn, men er der nogen som vil tænke sig om?”[8]

Derefter startede Arken med at sejle på vandets overflade ved Allahs befaling. Den altødelæggende vandoversvømmelse tog ved sin raseri imod ateisterne og tjente dem ved at blive deres begravelsespladser, og vandets skum tjente dem ved at bliver deres svøbeklæder.

Profeten Noah (as) så, at hans søn Kanaan, som ikke havde taget imod troen, kastedes af bølgerne, mens han forsøgte at finde en måde eller et middel til at redde sit liv med.
Det fremkaldte Profeten Noahs faderlige kærlighed, og tegn af smerte viste sig i hans ansigt. Han kaldte på sin søn i håb om han ville tage imod troen. Han sagde:
”O kære søn! Hvor skal du hen? Der er intet, som kan redde dig i dag. Tag imod troen og kom ombord på Arken, så du kan blive reddet. Kom ombord på skibet og være ikke iblandt oprørerne!”

Den hellige Koran fortæller:
”Og det sejlede med dem over bølger (så høje) som bjerge, og Noah råbte til sin søn, som holdt sig tilbage: O min kære søn, gå ombord sammen med os og bliv ikke sammen med de vantro.”[9]
Faderens sidste minuts prædiken påvirkede ikke sin søn Kanaan.

Herom fortæller den Hellige Koran:
”Han svarede: Jeg vil tage min tilflugt til et bjerg, som vil beskytte mig mod vandet.
Han sagde: Der er i dag ingen beskyttelse mod Allahs befaling (for nogen), undtagen (for) den, som Han har vist barmhjertighed. Og en bølge kom imellem dem, og derpå var han blandt de druknede.”[10]

”Og Noah anråbte sin Herre og sagde: Min Herre, se, min søn hører til min familie, og Dit løfte er visselig sandt, og Du er Den  retfærdigste af (alle) dommere. Han sagde: O Noah, han hørte visselig ikke til din familie, thi han var (en mand af) onde gerninger.
Spørg mig da ikke om det, hvorom du ingen viden har. Sandelig, Jeg formaner dig, for at du ikke skal være (en) af de uvidende. Han sagde: Min Herre, se, jeg søger min tilflugt hos Dig mod, at jeg skulle spørge Dig om det, hvorom jeg ikke har viden. Og hvis Du ikke beskytter mig (mod fejltagelse) og er mig barmhjertig, så vil jeg være (en) af de fortabte.”[11]

Og på det øjeblik kom en kæmpestor bølge mellem Profeten Noah og hans søn. Da Allahs (jwa) vrede nåede sit højde og alt var omkommet, stoppede det med at regne og vandet sank ned i Jorden.

Den hellige Koran fortæller:
”Og der blev sagt: O jord, slug dit vand, og O himmel, hold op (med at regne). Og vandet begyndte at synke, og sagen var afsluttet. Og (arken) stod fast på Aljudi (bjerget), og der blev sagt: Bort med det uretfærdige folk.”[12]

”Der blev sagt: O Noah, stig ned (herfra) med fred fra Os og velsignelser over dig og over folkeslag (der skal udgå) fra dem, der er sammen med dig. Og (der vil være andre) folkeslag, som Vi vil forsørge (for en tid), derpå skal en smertelig straf fra Os ramme
dem.”[13]

Profeten Noah blev befalet at stige ned på jorden sammen med sit folk og derefter starte deres liv under Allahs velsignelser og godgørenhed.