Profeten Ismael (as)

Da Profeten Ismael (as) blev født, var hans fader Profeten Abraham (as) 86 år. Det nyfødte barn var faderens øjesten, idet at han fik ham i sin alderdom efter mange år uden børn. Da Sara betragtede dem sammen, blev hun trist over at hun ikke selv kunne få en søn. Efter et stykke tid, kunne hun ikke længere holde ud at se på Hajer og hendes søn, og derfor bad hun Abraham om at tage dem til et andet sted. På Allahs ordre, tog Profeten (as) Hajer og sønnen til Mekka. I denne ørken efterlod han Hajer og barnet under Allahs beskyttelse, og han rejste derefter tilbage til sit hjem i Palæstina.

Ifølge den Hellige Koran, bad han:

”Vor Herre, se, jeg har bosat en del af min efterkommere i en ufrugtbar dal, nær ved Dit Hellige Hus, O vor Herre, for at de må holde bøn. Gør du da menneskers hjerter tilbøjelige til (at elske) dem, og forsyn dem med (alle slags) frugter, for at de må være taknemmelige.”[1]

Skønt Hajer var alene i ørkenen, havde hun lært af sin mand at have tillid til Allah og at være tålmodig. Da hun blev sulten og tørstig, og kunne ikke længere mælke sit barn, kiggede hun sig omkring efter noget vand. Hun ledte ved Safa og Marwa bjergerne, men hun fandt intet. Til sidst vendte hun tilbage til sin søn skuffet og ked af det. Men hun så en vandstrøm flyde ud fra det sted, hvori Profeten Ismael havde stukket sine ben ned i sandet. Hajer blev lykkelig, drak sig mæt og kunne endelig mælke sin lille søn igen.

I mellemtiden, havde vandet tillokket en flok fugle som fløj højt over vandkilden. Nogle beduiner fra Jurhum- stammen, som boede i omegnen, fulgte fuglene søgende efter vand. Da de så Hajer og Profeten Ismael alene i ørkenen, blev de forundrede over miraklet, der var hændt dem og over vandet og spurgte dem straks om lov til at flytte tæt på dem.

Efter at have spurgt Abraham (as), accepterede Hajer bønnen og lod Jurhum- stammen flytte tæt på hende og kilden, og dette var Allahs (jwa) opfyldelse af Abrahams bøn i det ovennævnte Koranvers.

Abraham plejede at besøge dem en gang i mellem og i en af hans besøg, da Ismael (as) var omkring de tretten år, drømte Abraham (as), at han var i gang med at ofre sin søn.

Det var den 8. Dhil-Hajj – også kendt som Yawm-e-Tarwiyyah (dagen for den første drøm)! Profeten Abraham plejede ofte at modtage sine befalinger i drømmen, men da han denne gang blev bedt om at dræbe sin søn og ofre ham, undrede han sig over hvorvidt det er sandt eller ej.

Næste dag så han samme drøm igen, og var nu sikker på at det var en sand befaling. Derfor er den 9. Dhil-hajj kendt som Yawm-e-Arafat (dagen om den sikre viden) Om dette siger Allah (jwa) i Koranen:

”Og da han [Ismael] nåede (den alder), hvor han kunne arbejde sammen med ham, sagde (Abraham): Min kære søn, jeg har set (en drøm) under søvnen, at jeg ofrede dig; overvej derfor, hvad du mener (derom). (Ismael) svarede: O min fader, gør som du er blevet befalet; du vil – om Allah vil – finde, at jeg er en af de udholdende.”[2]

Profeten Abraham tog et stykke reb og en kniv, og førte sin søn Ismael til ørkenen. På vejen viste Satan sig som en gammel mand, og prøvede på at overbevise Abraham (as) om at han vil lave en forfærdelig fejltagelse, hvis han dræbte sin søn. Tre gange kom Satan, og hver gang lod Abraham ham forsvinde ved at stene ham med syv sten.

Da han nåede Mina, lagde Abraham sin søn Ismael på jorden og tog sin kniv frem. Profeten Ismael så hvor meget hans fader sørgede over at skulle dræbe ham. Derfor sagde han til ham: O fader, bind mine ben og hænder, så jeg ikke kæmper imod. Og læg bind for dine øjne, så du ikke ser mig dø, og stram din kappe, så min moder ikke ser mit blod plasket på dit tøj, og gør din kniv skarp, så du kan fuldføre din byrde hurtigt, således vil jeg ikke føle smerte.

Abraham (as) gjorde som sin søn havde bedt ham om. Derefter bevægede han hånden for at skære halsen af ham, men da han tog bindet væk fra øjnene, blev han overrasket over at se sin søn stående uskadt ved siden af ham, og at han havde slagtet en vædder i stedet for.

Allah (jwa) siger i den Hellige Koran:

“Og Vi råbte til ham: O Abraham, Du har visselig opfyldt synet (du havde i din drøm), thi således belønner Vi dem, der handler smukt og godt. Dette er visselig en åbenbar prøvelse. Og Vi løskøbte ham med et mægtigt offer. Og Vi efterlod over ham blandt de senere (slægter hilsenen): Fred være over Abraham.”[3]

Således meddelte Allah (jwa) Profeten Abraham (as), at Han vil belønne ham for hans tillid, ved at beskytte hans søn. I stedet for hans søn, kom velsignelsen af ofringen på Allahs sti til at tilgå en anden skikkelse i fremtiden. Denne var ingen andre end Imam Hussein (as), som ofrede sig selv, sine familiemedlemmer og sine ledsagere på Karbalas slette, for at islam skulle overleve.

Efter at hans søn var blevet sikret, vendte Abraham (as) tilbage til Palæstina for at besøge Sara. Allah gjorde Abrahams og hans families handlinger obligatoriske for alle muslimerne til Dommedagen. Derfor skal muslimerne, når de valfarter til Mekka, vandre imellem Safa og Marwa som Hajer gjorde og ligeledes vandrer de til Mina, hvori de ofrer et dyr, og stene stolperne, der symboliserer Satan.

På en af Abrahams besøg, beordrede Allah (jwa) ham til at genopbygge Hans Hellige Hus – Ka’baen, som var ruineret.

Om dette siger Allah (jwa) i den beærede Koran:

“Og da Abraham og Ismael oprejste Husets grundvolde, (idet de bad): Vor Herre, modtag (dette) af os, thi Du er den Althørende, den Alvise.”[4]

De hjalp hinanden om at bygge Ka’ben, sådan så, at Profeten Ismael (as) bragte stenene, og Profeten Abraham (as) brolagde stenene på plads. Ærkeenglen Gabriel (as) vejled dem ved hvert trin og viste dem, hvor de skulle lægge den hellige Sorte Sten. Den vedbliver stadig på samme sted til den dag i dag. Efter at bygningen var færdig, udførte de valfart. Profeten Ismael bosatte sig i Mekka, og levede der resten af sit liv, og blandt hans efterkommer er vor hellige Profet Mohamad (sa).