Isa (as)

Profeten Jesus (as)

En nat forlængede Maryam (as) sin bøn med en time, hvor hun blev ved med at prise Gud, indtil hun blev afrevet fra alt omkring hende. Hendes sjæl kommunikerede med himlen mens hun gentog de vers, som priste Skaberens Storhed og beretningerne som forøgede Hans Velvilje og skænkede hende værdighed og ære, mens de skænkede det til de retfærdige udvalgte mennesker. Imens at hun var koncentreret i disse fordybelser, følte hun pludselig nogle hårde rystelser i sin krop og nogle stærke følelser  rystede hende.

 

Hun så sig omkring, for at finde et menneskeligt væsen, som gjorde hende domineret af ærefrygt og tanken om at løbe fordi hun troede manden måtte være en kriminel, som udnyttede beboerne af templets uagtsomhed og gled langsom hen til sit tilflugtssted. 

 

Men trods hendes frygt for det som skete, kontrollerede hun sine følelser og sendte Satan væk fra hende, og nægtede at være den skræmte, for hun var den uberørte, hengivne, rene og den kyske kvinde, som foragter at blive domineret af sådan en skælven. 

 

Hun så spørgende på manden. Det gik op for ham hvad hun tænkte, og han sagde til hende: 

”Frygt ikke eller sørge. Jeg er kun en budbringer af din Herre, Han har sendt mig for at forkynde for dig, at du snart skal føde en fejlfri søn." 

Hun svarede spørgende: 

"Hvem er du?" 

 Han svarede: 

”Jeg er kun et sendebud fra din Herre, der skal give dig en søn."[1] 

Da Maryam (as) hørte Gabriels ord følte hun ærefrygt og blev domineret af ængstelse. Men hun mistede ikke kontrollen over sig selv eller lod overraskelsen gøre hende mundlam på trods af det faktum, at hun følte sig træt. Hun så grundigt på ham, og samlede al sin fokus og sagde: 

"Hvordan kan jeg få en søn, når ingen mand havde rørt mig og ej heller har jeg været ukysk?"[2] 

Han svarede: 

"Således (skal det være). Din Herre siger: Det er let for mig, og (Vi vil skabe ham) for at gøre ham til et tegn for menneskene og en barmhjertighed fra Os. Og (dette) er besluttet sig.”[3] 

Gabriel trådte frem og tørrede hendes ansigt med sine hænder, mumlende nogle uhørlige ord og så pustede han i hendes ansigt, et stærkt pust og forsvandt. 

 

Maryam forblev, hvor hun stod og huskede det Gabriel havde sagt til hende uden at vide væsentligheden af det han havde sagt: 

”Hvordan kan jeg have en søn, når jeg er en jomfru? Og hvordan kan jeg blive gravid og føde en søn, når jeg ikke er gift og aldrig har kendt en mand?” 

Hun følte en frygt for de kommende dage og måden hun ville møde folk på. Hun tvivlede på at hun ville få støtte af folk. Hun begravede sin frygtelige hemmelighed i sit indre og passerede efterfølgende måneder med angst. Stadig med sin hemmelighed intakt og når lidenskaben stimulerede hende plejede hun at sige: 

”Gid jeg var død før dette og var fuldstændig glemt og gået af minde.”[4] 

For at gemme sig selv fra folks øjne, besluttede hun at flytte fra sin afsondrethed i Jerusalem til et nyt afsondret sted i El-Nasira, hvor hun var født for at føde sit barn i det landlige hjem, som var tømt for enhver pragt. Hun gemte glansen af fromhed og betragtede stedet som et tilflugtssted, hvor hun kunne skjule sig selv fra de iagttager og de ubudne gæster. Maryam (as) ønskede at holde sig væk fra sit folk.

Hun mødte ingen af dem og ingen kontaktede hende, selv hendes beskytter Zacharia, som anbefalede hende, at holde sig væk fra folk for at undgå stimulerende rygter om hende og for at undgå de ondskabsfulde tunger og så at ærbarheden ikke falder i de folks øjne, som altid har betragtet Maryam (as) som den vidunderlig og perfekte og som et symbol på renfærdighed. Hendes håb var, at Gud ville høre hendes bønner og acceptere hendes bønfald så ingen vil tvivle på hendes opførsel.

 

Hun kom af en familie, som var kendt for dens ærbarhed og dens renhed, og hendes fader var ikke en slet mand ej hellere var hendes mor en tøjte; hun valgte den samme vej som sin familie og Gud valgte hende til at være den udvalgte tilbeder, så det er uhørligt for hende at være en genstand for beskyldning, skønt hun hverken begik en synd eller en forbrydelse. Det er rigtigt, at hun ikke kan gøre noget imod Guds vilje, så hendes eneste redning var gennem hendes tillidsfulde bønfald til den store Gud, den Mægtige, den barmhjertige over for dem, som klamrer sig til Hans reb. 

 

Tiden for hendes fødsel nærmede sig, og hun følte smerter af fødselsveer, hun listede væk fra landsbyen og hen imod vildniset hvor hun tyede til stammen af et tørt palmetræ. Hun klamrede sig til den under stødende af fødselsveernes smerter, skønt hun var alene uden nogen til at hjælpe hende eller en jordemor, som kunne vise hende barmhjertighed og tilbyde hende behandling. Timen til fødslen kom og jomfruen fødte sit barn. Hun kiggede på barnet, og var ked af at se dette menneske blive født i en fuldkommen isolation. Hun betragtede barnet godt og var glad for at se ham, men hendes tungsindighed var stærkere. Så hun ønskede livet til ham og for hende selv ønskede hun en grav, som kunne skjule hende og følgelig forlade dette liv og folk vil glemme hende. 

 

Maryam var meget forvirret og vidste ikke hvad hun skulle stille op med barnet eller hende selv. Der var ikke noget mad hun kunne spise for at pleje barnet, ingen vand til at slukke hendes tørst og ingen venner til at hjælpe hende. Selvom at hun var forvirret og vemodig, hørte hun en stemme kalde under palmetræet til træstammen, som hun klamrede sig til i fødselsveernes øjeblik.: 

”Da kaldte (englen) hende fra (et sted) neden under hende: Vær ikke bedrøvet. Din Herre har frembragt en strøm under dig. Og ryst palmetræets stamme mod dig, så vil det lade friske, modne dadler falde over dig.”[5] 

Alt ændrede sig omkring hende. Vandet strømmede i det tørre jord, og den tørre palmetræ fældede friske dadler over hende. Den indtrængende stemme anmodede hende til, at være dybt tilfreds med sig selv. Hvad der gjorde hende mere rolig var den gennemtrængende stemme af Gabriel (as), der rådede hende til ikke at tale til noget menneske i løbet af dagen: 

”Og hvis du møder et menneske i dag, så sig: Jeg har lovet den Nådige en faste, derfor vil jeg ikke tale til noget menneske i dag”. 

Han anbefalede hende ikke at snakke med de, der passerede forbi hende, og ikke at tillægge nogen betydning til deres forbavselse over at se barnet liggende i hendes skød, og at afholde sig fra, at sige noget som helst indtil den næstkommende dag. Da hun kom tilbage til folket bærende på sit barn, gav hun ham som en gave til dem fra Gud, som blæste i hende gennem Hans Hellige Sjæl for, at gøre barnet en varsel til menneskeheden og en nåde til verdenen, og dette var Hans uundgåelig ordre og Hans beslutsomme skæbne. 

 

Hun fremvist barnet til sit folk for at forsvare hendes ære og hendes ærbarhed, men de afslog det hun bar i hendes arme og gav hende de værste beskyldninger: 

”O Maryam, du har visselig bragt noget forunderligt.” [6] 

Deres beskyldninger stoppede ikke ved grænsen, men nåede til yderpunktet. De sagde til hende: 

”O Arons søster, din fader var ikke nogen slem mand, og din moder var ikke ukysk.”[7] 

Folket var uvidne og indså derfor ikke virkeligheden af den guddommelige magt. Lige meget hvor meget hun forsvarede sig selv, ville de ikke lytte til hende, men hun ejede et magtfuldt våben, som ingen kunne trodse, og et tilholdssted som intet ondt menneske kunne nærme sig. Hun stod foran folket, da tiden kom til at bevise sit uskyldighed: 

”Da pegede hun på ham. De sagde: Hvordan kan vi tale med en, som (stadig) er et barn I vuggen. (Jesus) svarede: Jeg er Allahs tjener. Han har givet mig Bogen [Evangeliet] og gjort mig til Profet. Og Han har gjort mig velsignet, hvor jeg end er, og Han har befalet mig bøn og almisse, så længe jeg lever. Og pligtfuld optræden mod min moder, og Han har ikke gjort mig hovmodig (og) elendig. Og fred være med mig den dag, jeg blev født, og den dag, jeg dør, og den dag, jeg genopstår til nyt liv (i Dommedagen). Denne er Jesus, Marias søn. (Dette er) en sand beretning, om hvilken de tvivler.”[8] 

Det hellige barn kom sin mor til undsættelse, da de troløse israelere bagtalte hende. Mens Jesus lå i vuggen, talte han i forsvar for hans mor. På det tidspunkt udspurgte folk Maryam (as) om hendes holdning til det at have et barn uden en ægtemand da den hændelse tog sted, og ikke da årerne var gået og Jesus var vokset op. 

 

Da Jesus talte i vuggen, sagde han at han var en apostel sendt af Gud og at have fået bogen (Injeel; Evangeliet). Folk mistænkte hans mor ved hans fødsel uden en mandlig forælder. 

Tallet af bønner var beordret til ham af Gud, det betyder ikke at beordringen var til at gennemføre for ham, men som en del af hans mission, som den apostel af Gud. Han ville gennemføre missionen og hjælpe virkeligheden til folket, eksempelvis havde Jesus (as) bragt budskabet om at tilbede med ham og barmhjertighed til folket. Desuden betyder ordet ’tilbede’ ikke kun de højtidelige bønner hvor der gives udtryk for nogle fysiske bevægelser af kroppen, men sjælen være bedende til Vor Herre og det strålende ved sjælen af en apostel ville naturligvis altid være i samhørighed med den Almægtige, som sendte sjælen ned til jorden med nogle særlige formål. 

 

Og ordet ’barmhjertighed’ er ikke kun handlingen at give noget, men renheden af tænkning, opførsel og hele livet af Guds apostel ville naturligvis trænge til at være ren og ideel i ordet og handlingen som forbillede til hans tilhængere. 

 

En af de vigtigste grunde til, at ordene var blevet udtalt af det hellige barn var for at meddele, at han ikke var forbandet af nogen uægte fødsel, men en velsignelse af den Almægtige Herre. Gud beordrede Maryam (as) til at iagttage sig i tavshed og ikke sige noget som helst til folket for at glemme begivenheden om barnet Jesus (as), og for at han selv skal forsvare sig selv for hans egen stilling og afsløre, at han var sendt til jorden, som et Guds tegn på Hans Almagt og Styrke. På det tidspunkt, var der tre typer af mennesker: Folk som troede på Jesus (as) og hans profetiske sending, folk som tvivlede på Jesus (as) og var imod hans fødsel uden en mandlig forælder, og folk som antog Jesus (as) for bærende Guds søn. 

 

I et andet vers i den Hellige Koran siger Allah (jwa): 

”Og Vi gjorde (Jesus) Marias søn og hans moder til et tegn, og vi skænkede dem tilflugt i et højland med dale og strømmende vand.”[9] 

Ifølge dette vers var Maryam (as) beordret af Gud til at søge ly i Betlehem, hvor der var et frugttræ at spise af og en kilde at drikke af. Denne plads var på det højeste sted i Palæstina, som ligger i nærheden af Jerusalem, omgivet af vinmarker, frugthaver og enge med kreaturer græssende i dem. Historien giver os ikke nogen pålidelig informationer om Maryam og Jesus’ (as) liv, og om hvordan denne hellige moder og hendes barn tilbragte deres først dage af Jesus’ barndom, indtil at han viste sig til folket i nogle af hans Apostel tjenester. 

 

I et andet vers i den Hellige Koran siger Allah (jwa): 

“Og da Jesus, Maria søn, sagde: O Israels børn, jeg er visselig Allahs Sendebud til jer, som bekræfter og opfylder det, som er før mig af Torahen, og som bringer glædeligt budskab om et Sendebud, som skal komme efter mig, hvis navn er Ahmad. – Men da han kom til dem med de klare beviser, sagde de: Dette er åbenlys magi.”[10] 

Dette vers blev studeret længe sammen med henvisningerne i det gamle og nye testamenter. Det skal huskes, at den hellige Profet Mohmmad (sa) var kaldet Ahmad – begge navne kommer ud af den en og samme kerne ’Hamd ”: pris. Man kunne let sige, at grunden til, at dette ikke er inkluderet i nutidens Bibel kan være at tilhængerne af at Jesus var søn af Gud ikke har kunnet lide, at dette var i offentlighedens lys. 

I Biblen læser vi: 

”Og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid.”[11] 

 

Jesus (as) bekendtgjorde, at den der ville komme efter, ville blive kaldet for ´sjælevarmer´. Dette kommer til at bevise, at Jesus (as) ikke var den sidste Profet, og et yderligere bevis kan ligeledes være læses i versene, hvori der bevidnes at Jesus ikke kom med hele sandheden, men med dele af den, og at den, der vil komme efter ville åbenbare hele sandheden: 

“Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer.”[12] 

 

Historien beretter om, at flere kristne og jødiske lærde og munke, med kendskab til denne forudsigelse i deres originale Bibel, ventede på den hellige Profets kommen. Og de, som kom til at vide om hans kommen, omfavnede islam. 

Den beærede Koran siger: 

“Og der er ingen blandt Skriftens folk, undtagen han visselig vil tro derpå førend sin død, men på Opstandelsens dag vil han [Jesus] være et vidne mod dem.”[13] 

Nogle få af mange mirakler som Jesus (as) udførte: 

Da Jesus (as) stadig var en dreng, legede han med to fugle på en søndag. En Jøde klagede til Joseph. Da Joseph nærmede sig Jesus (as) for at irettesætte ham, slap Jesus (as) de to fugle løs og befalede dem om at flyve væk, og bort fløj de. Og sandelig stod hele folkemængden lamslået. I en anden begivenhed af et mirakel af Jesus (as), tog det sted under hans drengetid. På et tidspunkt mens han var i et maler hus, dyppede han alle det tøj, som trængte til at blive farvet i de forskellige farver.

Maleren blev chokeret af den handling og hævede et råb af vrede og kval. Jesus (as) sagde, ”Hvorfor laver du forstyrrelser! Jeg skal hente dig tøj ud af denne samme potte, i de farver du ønsker,” og han hentede begge tøj fra den samme potte og farvede det i adskillige farver som maleren ønskede hver især af dem blive farvet i. 

 

Mange folk undrer sig i disse dage over og spørger sig selv, ”blev Jesus (as) virkelig korsfæstet?” 

I Koranen fortæller Allah (jwa) os: 

”Nej, men Allah har hævet ham op til Sig, og Allah er Almægtig, Alvis.”[14] 

Forsvindingen af Jesus fra jorden er lige så mystisk, som hans fødsel. Bortset fra de tre år af sin regering, resten af hans liv er altså ukendt. Ifølge den kristne tro, døde Jesus (as) på skrå og blev begravet. Men på tredje dagen genopstod han med intakte sår og vandrede omkring; talte til sine discipel og spiste sammen med dem, og bagefter drog han til himmels. 

 

Islam nægtede denne indbildning i ordene af vers 158 af kapitel 4 og ligeledes vers 158, ved at sige at Gud ikke tilladte Jesus (as), at blive dræbt ej heller ikke at blive anbragt på skrå, men løftede ham op til Sig selv. Sandheden om denne hændelse er, at da Jesus (as) kendte jødernes plan om at arrestere og anbringe ham døden, gik han og tog beskyttelse i et tomt hus. En af hans disciple, som kendte det skjulested var blevet bestukket med tredive mønter af sølv og han tog de jødiske soldater med sig til huset. I mellemtiden havde Gud løftet Jesus op til himlen, så da forræderen trådte ind i huset og søgte efter ham, fandt han ham ikke der.

Gud gjorde det samme med den forræderiske discipel, så da han kom ud af huset for at rapportere til soldaterne, at Jesus ikke var til at finde i huset, tog soldaterne ham med sin lighed for at være selve Jesus. Lige meget hvordan han end råbte; grædende sagde at han ikke var Jesus, korsfæstede soldaterne ham.

Det var rent faktisk forræderen, en af Jesus disciple der blev korsfæstet og ikke den rigtige Jesus (as). Alle de korsfæstelseshistorier, som er elementerne fra de kristnes tro, er anset som forkerte i Islam. I et andet vers i den Hellige Koran i kapitel 3 siger Allah (jwa): 

”Og den, der strides med dig herom, efter at erkendelsen er kommet til dig, (til sådanne) skal du sige: Kom, lad os tilkalde vore sønner og jeres sønner, og vore kvinder og jeres kvinder, og os selv og jer selv, og så bede hengivent og nedkalde Allahs forbandelse over løgnerne.”[15] 

 

Dette vers henviser til den berømte begivenhed af ’Mubahila’, som tog sted den 10 efter udvandringen mod de kristne af Najran ledet af Abdul Mashih, som var deres vigtigste præst. De kom og diskutere med den hellige Profet (sa) om Jesus (as) personlighed. Den hellige Profet (sa) fortalte dem, at de ikke skulle tilbede Jesus, for han var kun en dødelig skabning af Gud, og ikke selve Gud.

Derpå spurgte de ham om hvem faderen til Jesus var. Af dette, de tænkte at siden Jesus blev født uden en far, der ville den hellige Profet (sa) hjælpeløs acceptere, at Jesus’ fader var selve Gud. Som svar på dette spørgsmål, reciterede Profeten (sa) et vers, hvori Jesus var sammenlignet med Adam, som var skabt uden en far eller en mor. Men dog alligevel var de kristne ikke enige med nogen af argumentationerne.

Profeten (sa) kaldte de kristne til ’Mubahila’ (en åndelig strid som indebærende forbandelsen af Gud mod løgneren). Til dette var de kristne enige, men de ønskede at vende tilbage til deres plads og først udføre ’Mubahila’ næste dag. Tidligt næste dag sendte Profeten (sa) Salman til den åbne plads og aftalte med dem på forhånd at mødes En del af Profetens (sa) ledsagere samleds i moskéen for og forventede, at Profeten ville tage dem med sig til kampen. 

 

På den modsatte side mødtes de kristne med deres udvalgte hellige mænd, kvinder og børn. I den aftalte tid samlede de kristne sig og den hellige Profet (sa) trådte frem på marken med Hussein i sit skød, Hassan holdende hans hånd og gående ved siden af ham, fulgt af hans datter Fatima, og med sin svigersøn Ali bagved sig. Profeten (sa) udpegede stedet, posterede sig selv sammen med hans datter, hendes to sønner, og hendes mand, løftede sine hænder til himlen og sagde: 

”Herre disse er folket af mit hus.” 

 Af den optræden af disse hellige sjæle og med det lys, som udstrålede fra deres ansigter, begyndte den ledende præst, som havde bragte de udvalgte gruppe af kristne med sig at stirre på ansigterne og sagde: 

 

”Ved Gud! Jeg ser ansigter, som ville formå, hvis de bede til Gud at få bjergene til at flytte sig fra deres plads, så vil bjergene straks flytte sig.” 

Den førende præst spurgte om hvem disse var, som Profeten (sa) havde bragt med sig. Han blev informeret om, at det barn, som var i Profets (sa) skød, var hans unge barnebarn, Hussein; barnet der holdt Profetens (sa) hånd med sin lille hånd var hans ældste barnebarn. Kvinden som kom bag ham var hans datter, og den ene som fulgte efter kvinden var hans svigersøn, Fatimas mand. Den førende præst, lederen af det udvalgte hellige gruppe af de kristne, vendte sig til den enorme menneskemængde af hans folk, som havde samlet sig ved stedet, og talte til dem: 

”O troende på Jesus af Nazareth: Jeg vil fortælle jer sandheden hvis I ikke kunne undlade at nå til enighed med Mohamad og hvis disse hellige sjæle, som Mohamad havde bragt med ham, forbande jer, vil I blive tilintetgjort fra denne verden til den sidste dag af livet på jorden.” 

 

I et andet vers i den hellige Koran siger Allah (jwa): 

”Og han vil visselig være et tegn på (Domme)timen(s kommen). Vær da ikke i tvivl om den og følg Mig (alene). Det er den rette vej.”[16] 

 

Lige nu spekulerer du sandsynligvis over, ”Hvem han er?” Den time som er Dommedag, vil Jesus være det tegn for begyndelse af Dommedagen. Lige før Dommedagen, vil Jesus komme ned fra himlen og udslette idolet i kirken, som folk etablerede i hans navn og ødelægge korset. Han vil nedlægge det én gang for alle; det falske doktrin af treenighed, og derefter vil han bane vejen for det universelle forståelse af Gud som findes i den hellige Koran.

[1] Koranen: 19 : 20 

[2] Koranen: 19 : 21 

[3] Koranen: 19 : 22 

[4] Koranen: 19 : 23 

[5] Koranen: 19 : 24-25 

[6] Koranen: 19 : 27 

[7] Koranen: 19 : 28 

[8] Koranen: 19 : 29 : 34 

[9] Koranen: 23 : 50 

[10] Koranen: 61 : 6 

[11] Johannesevangeliet 14:16 

[12] Johannesevangeliet: 16:12-13 

[13] Koranen: 4 : 159 

[14] Koranen: 4 : 158 

[15] Koranen: 3 : 60 

[16] Koranen: 43 : 61