Profeten Ayoub (as)

Profeten Ayoubs (as) historie, er en af de mest fascinerende hvad angår tålmodighed og modgang. Profeten Ayoub levede i Huran, en by i Syrien nær Damaskus, hvor der var en moske, som blev opkaldt efter ham. Den lå omkring tre 4,8 km fra byen Nawa, hvor Profeten plejede at opholde sig med sin kone når han havde modgang i sit liv. I omtrent de nitten år, levede han som en prædikant, som kun adlød og tilbad Gud, der skænkede ham rigdom og arvinger. Han plejede at tilbyde mad til de sultne og fattige, og vand til de tørstige.

Han plejede også at tilbyde bolig til de forældreløse børn og hjælpe de undertrykte og de svage. Folk så ham takke og tilbede Gud, som gav ham rigdom samt mange andre gaver. Jo rigere han blev, jo større blev hans frygt for Gud, og jo mere han fik velvilje, og jo mere gav han til de andre, som trængte til det, og hans tilbedelse af Gud voksede.

Hverken penge eller afkom kunne friste ham. Hans første bekymring var Guds nådighed over ham.

De daværende folk var ikke særligt tilfredse med at se en mand, som tilbad Gud trods hans rigdom, og uden at blive påvirket af hverken rigdom eller af afkom. Hver gang han prædikede Guds navn, tilskyndede folk sig til at adlyde og rette sig efter ham og han advarede dem imod Guds ulydighed. Desuden, var han meget velvillig over for sine forældre, og passede sit arbejde. Han ville tildække de nøgne, befri de fængslede og hjælpe dem som var i nød.

Profeten Ayoubs (as) samtidsmænd var ikke tilfredse. Derfor fandt de som den eneste udvej at støde ham ved at sprede rygter om ham. I deres tale sagde de bl.a. at Profeten Ayoub (as) ikke tilbad Gud med den hensigt at tilbede Ham, men for at Gud skulle give ham rigdom og sønner og derfor var han tvunget til at takke og tilbede Gud for at redde sådan en rigdom og velvilje. Desuden tilføjede de, at hvis profeten Ayoub (as) blev frataget sin rigdom, så ville han undlade at tilbede og rette sig efter Gud.

Profeten Ayoub (as) kendte godt til disse rygter, men han tillagte dem ikke nogen betydning. Gud ønskede at fremstille Profeten Ayoub (as) som et godt forbillede for menneskeheden, et klart mærke af troskab og et fremragende eksempel af udholdenhed og tålmodighed. Han ramte ham med stor modgang. Alle Profetens penge forsvandt, hans forældre og venner holdte sig væk fra ham, og hans helbred blev dårlig, så han ikke længere kunne stå op, bevæge sig eller gå.

Folk overværede Profeten Ayoubs (as) lidelser og på baggrund af lidenskab og lune spredtes mange forskellige meninger omkring ham. En gruppe mennesker foregav, at hans forudsigelser var tvivlende og at hans tilbedelse af Gud var falsk.

En anden gruppe sagde, ”Hvis Gud var i stand til at afværge modgang eller skænke velvilje, ville hans Profet Ayoub (as) fortjene mere end andre at blive reddet fra sådanne kvaler.”

Så vidt det er angående hyklerier, siger de, ”Hvis Gud gjorde sådan noget er det for at fortvivle Ayoubs venner og glæde hans fjender, og i begge tilfælde fortjente Ayoub sådan modgang”

De få mennesker, som troede på ham, plejede at bede Gud om forladelse og godthelbred for Profeten Ayoub (as), beundrede hans tålmodighed i hans tilsta nd og sagde,”Ayoub må være glad fordi mennesket er født til at lide kvaler. Denne verden er et sted for prøvelse, og dets indbygger er sårbare over for katastrofer og den Store Gud sagde, ”At han måtte prøve, hvem af jer der var bedst til at lide.”

Satan som hviskede sådanne tanker til den gruppe af mennesker, tænkte på at modgangen af Profeten Ayoub (as) ville udslette hans troskab, men uanset hvad, var den retfærdige tilbeder blevet stærkere i troen. Syv år gik af Profeten Ayoubs liv og han led stadigvæk af et dårligt helbred: farveløs og afkræftet krop. Sygdommen ødelagde ham fuldstændigt. Selv hans kød var rådnet og hans venner, forældre og sønner forlod ham.

Alene hans kærlige kone som forblev loyal over for ham, lavede ham mad og passede på ham. Profeten Ayoubs (as) kone holdt hendes ord taknemmeligt, tålmodigt, og var ligeglad med hvad folk sagde. En stærk beslutsomhed, der hverken kunne svækkes af hendes forældres kritik eller en fremmede til at få hende væk fra hendes mand.

Men de onde folk undlod ikke og de plantede ondskaben i den gode jord, og frembragte strid i den mest rene sjæl, skønt de var i stand til sådan en handling. En dag kom de for at se Profeten Ayoubs (as) tilstand. Denne retfærdige kvinde var ved at forlade sin mand, da hun kom hen til ham og sagde, ”Hvorfor påfører din Gud dig sådanne kvaler? Hvor er dit gode helbred? Hvor er dine forældre og venner? Hvor er din ungdom? Hvor er styrken og fastheden?”

Profeten Ayoub (as) svarede med tålmodighed, ”Satan hviskede et eller andet til dig. Skal du sørge over en herlighed som forsvandt og en søn som døde?”

Konen svarede, ”De kvaler vi lider er nok. Vil du ikke opfordre din Gud til at sprede sorg og katastrofe væk fra dig?”

Profeten Ayoub (as) kiggede overrasket på hende og sagde, ”Hvor lang tid har du ført et luksuriøst liv?”

Hun sagde, ”fyrre år.”

Igen sagde han, ”hvor lang tid har du lidet kvaler?”

Hun sagde, ”syv år.”

Her sagde Profeten Ayoub (as) til hende, ”Så vær skammelig over at kræve af mig at bede Gud om at sprede mine kvaler.” Han tilføjede, ”Jeg er forbavset over at høre sådanne ting fra dig. Jeg er skuffet over din opførsel. Og det er gået op for mig at din tro er blevet svagere og at dit sind kan ikke mere bære vilje for Gud. O kvinde! Gå væk. Jeg vil genvinde mit helbred og jeg vil piske dig hundrede gange. Jeg vil ikke have dig. Hold dig væk fra mig indtil Gud opnår sin vilje.”

Det lykkedes for de medsammensvorne at skabe adskillelse mellem den ulykkelig og den tilfredse kone, så Profeten Ayoub (as) blev tilbage med sine smerter og sygdom. I hans højdepunkt af modgangen beklagede han sig til Gud og sagde til Ham, ”Kvalerne har plaget mig og Du er den mest barmhjertige af alle de barmhjertige.”

Sikken et smukt kald!

Profeten Ayoub (as) begrænsede sit kald ved at beskrive sig selv som ulykkelig.